Om Stenhuggerstien
I mange år har spor efter Hammerknudens ældste stenbrud og istidernes voldsomme bevægelser ligget gemt og glemt i krattet på det man kan kalde Hammerknudens ”bagside”, den side som vender ind mod landet. Stenhuggerstien giver adgang til disse glemte steder og passerer også mange af de andre lokaliteter som har været centrale i Hammerknudens nyere historie. Især vil du se sporene efter den omfattende stenbrudsindustri, som har ændret Hammerknudens topografi for altid. Mange steder går du på de stier, som stenarbejderne brugte, når de gik fra arbejderboligerne i Sandvig til fjeldet for at bryde og transportere den rå granit. Eller mod Hammerhavn for at bearbejde granitten og udskibe de færdige sten. Stenhuggerstien er altså ikke en ny sti, men en genåbning af disse stier, suppleret med fortællinger, der giver et indblik i historierne om Hammeren, menneskene og urfjeldet.
Stien udgør en ca. 5,5 kilometer lang rundtur, som flere steder fører gennem svært fremkommeligt terræn. Stenhuggerstien er markeret med røde prikker og pile på sten og træer samt med røde piktogrammer på pæle. Det anbefales at gå stien mod uret, og det er også den vej, markeringens pile anviser. Stien forbinder Osandbugten i øst og Hammerhavn i vest, og undervejs fører to sløjfer op i fjeldet til sprækkedale, sletter, klipper, vandløb, søer, små husmandsstenbrud og store, dramatiske stenbrud med lodrette klippevægge.
God tur!
Hent kort og miniguide
Se et kort over faciliteter i området på udinaturen.dk
1. Osandbugten og Sandvig
Mellem byen Sandvig og Hammerknuden ligger den sandede Osandbugt. Her trak fiskerne vod på sandbunden i det lave vand ud for kysten for at fange småfisk, som de brugte som agn på deres kroge. På bornholmsk kaldes vod for ”o”, og man siger derfor ”at trække o”, når man trækker vod. Det er også oprindelsen til bugtens gamle navn: Osandbugten eller Oasandbugten. I dag kaldes stedet også Sandvig Strand og Sandvigbugten.
Bugterne på begge sider af Hammeren har helt tilbage til forhistorisk tid været vigtige naturhavne, hvor man har kunnet søge ly for dårligt vejr. Det har også gjort Osandbugten til scene for både fredelig handel og for angreb fra skiftende fjender. Derfor har der været etableret skanser og kanonbatterier, som skulle forhindre en fjendtlig landgang, og flere af dem kan stadig ses i bugten i dag.
Omkring 1890 blev Sandvig Strand populær blandt tyske turister, og snart var bugten kendt som badestrand og feriested. Alligevel var det til langt op i 1900-tallet stadig fiskeriet og stenbrydningen, som var Sandvigs vigtigste erhverv. Frem til ca. 1970 lå der stadig 7 fiskekuttere i Sandvig Havn og byen var dækket med stenstøv fra datidens største bornholmske arbejdsplads: Hammerværket.
2. Hammerknuden
Hammerknuden eller blot Hammeren er en vældig granitknude, som hæver sig op til 82 meter over Østersøen. Efter den sidste istid var Hammeren en ø, som var adskilt fra resten af Bornholm af et sund, fordi den op mod tre kilometer tykke iskappe havde trykket området ca. 22 meter ned i jordskorpen. Siden da har Hammerknudens grundfjeld hævet sig. Og gør det stadig med 3 til 5 mm om året.
Hammerknuden er for flere hundrede år siden beskrevet som et frugtbart græsningsareal som også var bevokset med træer. Men sidst i 1770’erne begyndte en sandflugt, som ændrede Hammeren for altid. Sandet fra kysten blæste ind over land, så fjeldet blev en gold ørken og dalstrøget mellem Hammerknuden og Langebjerg blev fyldt med sand. Denne sandørken blev langsomt til klippehede bevokset med lyng og enebær, og sidst i 1800-tallet blev området afgræsset af mere end 3.000 får. Kombinationen af sultne får og mennesker der samlede selv de mindste kviste som brænde betød, at træer ikke kunne etablere sig på Hammeren. Først da den intensive udnyttelse af heden aftog begyndte bevoksningen at blive højere, og den tog for alvor til efter 2. verdenskrig. I dag er der igen områder med skov og krat på især den sydvestlige del af Hammerknuden. Siden 1970’erne er Hammerens natur blevet plejet ved hjælp af græsning og rydning, så store dele af området fortsat holdes som åben klippehede til gavn for den særlige natur, der findes her.
Hammerknudens granit blev dannet for 1,4 milliarder år siden, og har været en eftertragtet vare, som gav grundlag for en stor stenbrudsindustri fra 1880’erne og frem til 1971, hvor granitbrydningen stoppede.
Hammerknuden set fra luften. Til venstre i billedet ses Sandvig og Hammersøen.
Geder på Hammerknuden over Sandvig. Får, kvæg og geder hjælper med at pleje Hammerens særlige natur.
3. Gâsterenden og Radiumkilden
Gâsterenden eller Gâstaræjnan er en lille sprækkedal. Stedet har sandsynligvis sit navn efter det bornholmske udtryk for spøgelse: gâst (beslægtet med geist (tysk) og ghost (engelsk)). Måske stammer navnet fra et vejrfænomen, man kan observere i sprækkedalen: Når tågen har lagt sig tungt over Hammeren og solen derefter brænder den væk, bliver disen liggende i Gâsterenden og der kan opstå små hvirvler af tåge som kan minde om spøgelser. På sprækkedalens klippesider vokser den sjældne bregne sort radeløv.
I Gâsterenden finder man Radiumkilden, også kaldet Rosenkilden. Et kildevæld hvis vand indeholder det radioaktive grundstof radium. På kurbadene i tyske Wiesbaden lukrerede man i 1920’erne på radiumholdigt vand, som man formodede havde en sundhedsfremmende effekt. Så da der i 1923 blev konstateret radium i blandt andet Gâsterenden, øjnede entreprenante kræfter et turismeeventyr. Mineralvandsfabriken ”Bornholm” i Sandvig greb chancen og begyndte at markedsføre sodavand brygget på det radioaktive vand. Selv om det til at starte med gik fremad for de radioaktive læskedrikke, aftog interessen, og fabrikken måtte lukke i starten af 1930’erne. Og det var nok meget godt, for i dag ved man, at det stærkt radioaktive radium er særdeles sundhedsskadeligt.
Gâsterenden.
Radiumkilden pibler frem fra en stensætning i Gâsterenden (Finn Hansen/367ture.dk).
Sodavandsetiket fra Mineralvandsfabriken "Bornholm" (Allinge-Sandvig byforenings arkiv).
Reklame for "Ægte Bornholmsk Radium Citronvand" på kiosk (Allinge-Sandvig byforenings arkiv).
4. Tizlasletten
Tizlasletten - også kaldet Sumpen - er en eng, der har været benyttet som græsningsmark for Sandvigs kreaturer, og har været fri for træer siden sandflugten i 1770’erne. Engen kan på visse tidspunkter være meget våd, deraf det gamle navn Sumpen. Senere har den østlige del fået tilnavnet Tizlasletten (Tidselsletten) – nok fordi der har været mange tidsler. I starten af 1900-tallet begyndte foreninger at samle sig om sport og gymnastik, og her på sletten har Sandvigs ungdom spillet fodbold, selv om det nok har været et noget ujævnt underlag at spille på. Under den sovjetiske besættelse af Bornholm i 1945-46 lå der lejre og barakker på engen lidt højere oppe, og bevæger man sig op på bakken mod nord kan man stadig se skyttegrave gravet af besættelsestropperne.
Tizlasletten.
5. Flaget
Splitflaget på klippesiden over Sandvig blev malet under den tyske besættelse (1940-45) som en protest mod besættelsesmagten. Det fortælles, at flaget to gange blev vasket ned af tyskerne, men at det hurtigt blev malet op igen, så tredje gang fik det lov at blive. Hvem der malede flaget er et mysterium. Og hvem der hvert år maler det op, så det klart og tydeligt kan ses fra Sandvig, vides heller ikke. Måske er det de underjordiske, som er på spil?
Når du senere på turen når til stenarbejderboligerne Langelinie, kan du ved vestgavlen høre en audioguide, som fortæller flere udlægninger af historien om flaget.
Flaget.
6. Kokleven
Kokleven er en stejl sprækkedal, som fører ned til Sletten fra det plateau, hvor man finder Tizlasletten. Her ses de isskurede granitsider, som næsten ikke er berørt af stenbrydningen. I bunden ved Sletten ses et lille husmandsbrud, hvor det kan tænkes, at far og knægt har skaffet brød til dagen og vejen ved at bryde lidt granit. Metoden har været at hugge huller i klippefremspring med pighammeren, for så at drive en tør bøgekile i hullet og hælde vand på. Næste morgen havde kilen udvidet sig og sprængt et stykke af klippen løs. Materialerne er sandsynligvis mest blevet brugt til fodmure i Sandvigs byhuse.
Navnet Kokleven skyldes, at Sandvigs bønder drev kvæget op gennem dalen, når det skulle på græs oppe på Tizlasletten. Klev er en bornholmsk betegnelse for sprække eller kløft. På ældre kort fremgår det, at sprækkedalen også hed Korenden og ældre borgere kender den desuden som Bisserenden, fordi kvæget bissede op igennem den, når de skulle på græs.
Urfjeld i Kokleven.
Resterne af et mindre husmandsbrud ved bunden af Kokleven.
Stenhuggere med deres pikhamre, Hammerværket (Bornholms Museum).
Sokkel, Gottegade 11 i Sandvig.
7. Sletten
Mellem Langebjerg og Hammerknuden ligger en sprækkedal, som efter istiden var et sund, der adskilte Hammerknuden fra resten af øen. I dag er det en dal, hvor Bornholms største sø Hammersøen ligger. Frem til midten af 1900-tallet var dalstrøget fra søen til bugten en nøgen sandslette, som blot blev kaldt Sletten. Fra Sandvig kunne man dengang hen over Sletten se Hammerknudens isskurede fjeldside, som her kun har få spor af stenbrydning. I forbindelse med anlæggelsen af Stenhuggerstien er Slettens klippesider blevet tydeliggjort ved rydning af krat foran klipperne.
Sletten i dag.
Udsigt over Sletten fra Sandvig omkring 1910-1920 (Bornholms Museum).
8. Stenbruddet ved Høje Meder
Ved Hammersøs nordvestlige bred rejser fjeldet sig højt over søen. Klippepartiet hedder Høje Meder og er på sit højeste punkt 69 meter over havet. Ordet ”meder” stammer fra søfarten hvor med betyder pejlingsmærke. I tidligere tider blev Høje Meder nemlig sammen med toppen Sæne Meder, som lå hvor granitbruddet ved Opalsøen ligger i dag, brugt som landkendingsmærker. Landkending var søfarernes vigtigste navigationsredskab indtil fyrtårne blev almindelige. I dag er store dele af Høje Meder væk som følge af stenbrydningen.
Granitbrydning af større omfang på Hammerknuden startede først efter Allinge-Sandvig Kommune solgte Hammeren til en tysk forretningsmand i 1875. I starten var aktiviteterne beskedne, men i 1884 blev området overtaget af den tyske baron von Ohlendorff, som stiftede Aktieselskabet Bornholms Granitværk i 1891 og opførte den infrastruktur der skulle til, for at bryde granit i stor stil. Der blev anlagt administrations- og produktionsbygninger og konstrueret maskiner til bearbejdning af granitten. Hammerhavnen blev bygget som udskibningshavn og der blev anlagt tipvognsspor, som kunne bringe stenene frem til havnen.
Granitbrydningen foregik især på klippesiderne over Hammersøen op mod Høje Meder, og her ses stadig i dag de tre etager, som er blevet skabt af stenbrydningen. På gamle fotos kan man se, hvad der ligner et tipvognsspor langs Hammersø.
Granitprodukterne blev især solgt til Tyskland, hvor brosten, chaussésten og kantsten fra Hammerknuden blev til gader og pladser. Også større arbejder som Kielerkanalen brugte den bornholmske granit. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914 og forhindrede al eksport til Tyskland, var granitværket derfor i store problemer, og måtte lukke i 1916. Arbejdet stoppede fra den ene dag til den anden, og derfor kan man stadig se klippeblokke, som er blevet forladt midt i brydningsprocessen. Efter Bornholms Granitværk lukkede, købte Staten området støttet af indsamlede midler fra bl.a. Foreningen Bornholm, som ønskede at stenbrydningen skulle stoppe for at skåne Hammerknudens natur og landskab. Men sådan skulle det ikke gå.
Udsigt fra det, der i dag er Sandvig - I baggrunden ses Høje Meder. Billedet er taget før stenbrydningen begyndte, så store dele af klippemassivet på fotoet er væk i dag (Gottlieb Støckel/Bornholms Ø-arkiv).
Stenbruddet ved Høje Meder – her ses etagerne tydeligt. I forgrunden Hammersøen (Bornholms Museum).
Sådan ser det samme område ud i dag, efter enorme granitmængder er blevet brudt og solgt.
Høje Meder efter stenbrydningen stoppede. Splitflaget på toppen blev sat op efter staten overtog Hammerknuden.
9. Høje Meder - 1. etage
Når du går på Stenhuggerstien fra stenbruddets nederste etage ved Hammersø op til bruddets 1. etage, foregår opstigningen på en skråning, hvor der har været en bremsebane. Bremsebanerne kunne med wire og gearudveksling benytte vægten fra de fyldte vogne til at trække tomme vogne op igen.
På fotoet ses den bremsebane, som man efter alt at dømme går på resterne af, når man bevæger sig fra Hammersø til stenbruddets 1. etage.
Dobbeltsporet bremsebane, Hammerværket ca. år 1900. Det var baner som denne, der bragte stenene ned fra højderne (Bendt Kjøller/Bornholms Museum).
To klippeblokke på stenbruddets 1. etage. De må have været brugt til forankring af bremsebanens bremseanordning.
På 1. etage, ca. 50 meter fra bremsebanen, findes en cirkelformet aftegning på klippefladen. Den er formentlig skabt, da granitten dannedes for 1,4 mia år siden (Knud Aage Månsson).
10. Høje Meder - 2. etage
Når du går videre op på 2. etage, går trappen op ad en endnu stejlere rute. Her har også ligget en bremsebane, og ved starten af 2. etage kan man se forankringsblokke og klippefæster i granitvæggen.
Trappen mellem 1. og 2. etage ligger på resterne af endnu en bremsebane.
Stenbruddets 2. etage.
11. Høje Meder - 3. etage
Ved trappen op til toppen af Høje Meder kan du se ned på Humledalshusene, også kaldet Humlehodda. Rækkehusene som ligger i Humledal blev bygget omkring år 1900 dels som bolig for stenbrudsarbejderne og deres familier, dels som smedje i tilknytning til granitværket. Se: www.humledalshuset.dk.
Fra 3. etage som ligger på toppen af Høje Meder er der en imponerende panoramaudsigt over Sandvig, Langebjerg, Hammersholm og Hammershus. Den opmærksomme vandrer kan finde de klippefæster som blev brugt til at fastgøre en flagstang på toppen, efter staten overtog Hammerknuden. I flagstangen flagedes der med splitflag.
Fra toppen af Høje Meder går stien via Gamledam til Opalsøen.
Humledalshusene mens stenbruddet ved Høje Meder stadig var aktivt.
Gamledam som den så ud før området voksede til. I dag er dammen omgivet af træer.
12. Stenbruddet ved Opalsøen
Verdenskrigens udbrud i 1914 ramte det Nordbornholmske samfund hårdt og granitværkets arbejdere blev arbejdsløse fra den ene dag til den anden, da stenbruddet på Hammerknuden lukkede i 1916. Turismeerhvervene var også i knæ, fordi strømmen af tyske turister stoppede. De sociale konsekvenser var store og mange måtte flytte på grund af manglen på arbejde – fra 1911 til 1921 faldt indbyggertallet på Nordbornholm derfor med en tredjedel. Den store arbejdsløshed fik i 1919 Staten til at udleje Hammerknuden til stenbrydning og firmaet A/S Møller & Handberg begyndte at bryde granit i området sydvest for Høje Meder.
Under Møller & Handberg blev granitværket moderniseret: Tipvogne blev udskiftet med transportbånd og i takt med at man begyndte at anlægge asfaltveje omlagdes produktionen fra brosten til skærver, som brugtes under asfaltbelægningen. I 1928 stod en ny skærvefabrik klar og i 1930 blev der bygget nyt lasteanlæg på Hammerhavn. Der produceredes 500 ton skærver dagligt på det, der nu var et af Europas mest moderne knuseværker. Skærver var den primære produktion i resten af værkets levetid.
Der var fortsat kræfter, som ønskede stenbrydningen stoppet, og efter et mislykket fredningsforsøg i 1958 blev Hammerknuden til sidst fredet i 1967. Der var dog stadig tilladelse til granitbrydning i et afgrænset område, men ifølge fredningen kunne koncessionen ikke fornyes, når brydningen stoppede her. Der gik herefter ikke mange år, før det var helt slut med Hammerens granitindustri. I 1971 lukkede Hammerværket, blandt andet på grund af konkurrence fra udlandet. I løbet af 1970’erne blev de gamle industribygninger revet ned, og bruddet blev ikke længere drænet, så Opalsøen opstod i bunden af det gamle stenbrud.
I dag foregår der mange friluftsaktiviteter omkring Opalsøen. Der klatres og rapelles på klippesiderne, der er anlagt en 290 meter lang tovbane og om sommeren bades der i søen. På klippeafsatserne er sølvmågerne flyttet ind, og om foråret kan man se de store, grå mågeunger helt tæt på.
Hammerværket ved det, der i dag er Opalsøen (Bornholms Museum).
Granitbruddet i 1956 (Sylvest Jensen Luftfoto/Det Kongelige Bibliotek).
Opalsøen i dag, set fra toppen af det nedlagte stenbrud. Fra kanten er der 7 meter ned til vandoverfladen og søen er ca. 10 meter dyb.
13. Hammerhavn
Hammerhavn kaldes også Sænehavn efter bugtens gamle navn Sæne bugt. Sæne er et gammelt bornholmsk ord for sand eller sandstrand. Bugten udgør ligesom Osandbugten en naturligt havn og har været benyttet som sådan tilbage til forhistorisk tid og i middelalderen fungerede den som anløbsplads for Hammershus. Der blev først bygget en egentlig havn i Sæne bugt efter baron von Ohlendorff overtog Hammerknuden. Indtil da var sten fra Hammeren blevet udskibet fra Allinge Havn, men von Ohlendorff ønskede en bedre infrastruktur, og Hammerhavn blev opført i 1891-1892 som udskibningshavn for granitten. Gennem hammerværkets levetid var havnen en travl industrihavn med anlæg til bearbejdelse af granitten. Sporene fra anlæggene kan stadig ses i skrænterne nord for havnen. I dag bruges Hammerhavn af lystbåde og turbåde og af lodsbåden ved østenvind. I 2012 blev en stor restaurering af havnen færdig, inklusive træhuse med plads til foreninger, kiosk og servicefunktioner, og der findes en lille udstilling om stenbruddenes historie.
Hammerhavn med fabriksbygning og sten der ligger klar til udskibning.
Hammerhavn i 2017.
Brosten lastes på et skib i Hammerhavn. Hammershus kan skimtes i baggrunden (Bornholms Museum).
14. Hammersøen og drikkevandskilden
Når du følger Stenhuggerstien nordpå langs Hammersøens østbred tilbage mod Sandvig passerer du en lille kilde på højre hånd ved skovområdet Sjøljerne. Her fortælles det, at stenarbejderne hentede deres drikkevand. Hammersøen er Bornholms største sø. Den er knap 10 hektar stor og har en dybde på op til 13 meter. Søen ligger otte meter over havniveau og kaldes ofte Danmarks eneste bjergsø. Fra Hammersøens østlige bred har man en spektakulær udsigt til Hammerknudens grundfjeld og de gamle stenbrud på Høje Meder, hvor bruddets tre etager tydeligt kan ses.
Drikkevandskilden ved Sjøljerne (Torben Christensen).
Holger Drachmanns maleri af Hammersøen fra 1870, før stenbrydningen startede. Originalen kan ses på Bornholms Kunstmuseum.
Nutidigt foto fra samme vinkel som Drachmanns maleri. Som man kan se, er de store klippepartier til højre i billedet kraftigt reduceret på grund af stenbrydningen.
15 - Stenarbejderboligerne
I Sandvig passerer Stenhuggerstien to rækker af stenarbejderboliger: Langelinie ved Hammershusvej (20 boliger) og Sandlinien ved Osandbugten overfor campingpladsen (12 boliger). Boligerne blev bygget omkring år 1900 af Aktieselskabet Bornholms Granitværk som boliger for stenbruddets arbejdere og er opført i engelsk rækkehusstil. Boligerne var - set med nutidens øjne - meget små; ca. 35 kvadratmeter til en hel familie. I stueetagen var der stue, kammer, køkken og forstue, på 1. salen var der et kammer, som familierne ofte udlejede for at få en ekstra indtægt. Lokummet lå i baghaven. Hvis stenhuggeren blev uarbejdsdygtig eller der ikke var arbejde til ham, måtte han og hele familien fraflytte boligen.
I dag er de fleste af boligerne slået sammen to og to så boligarealet er dobbelt så stort.
På Langelinies vestgavl findes en audioguide med historien om husene og livet her i 1930, fortalt af en af Sandvigs ældre borgere. På stenbrudsmuseet ved Moseløkken findes en model af en stenarbejderbolig. Se også: Stenbrudsmuseet
Stenarbejderfamilier ved deres boliger.
Stenarbejderboligerne Sandlinien, som man passerer lige inden stien når udgangspunktet i Osandbugten.
16. Hammersøbækken
Efter Langelinie drejer stien ned mod Hammersøbækken, en lille bæk som fører vandet fra Hammersø hen over sletten til Osandbugten. Det meste af bækken løber i dag i en grøft. Ældre sandvigboere husker, at da de første sovjetiske besættelsestropper kom til Sandvig med tog i 1945, marcherede de ned på sletten for at vaske sig i bækken efter rejsen. De var soldater fra det østlige Rusland, og havde et asiatisk udseende; ”glade, men tydeligt mærkede af Østfrontens rædsler og meget beskidte,” husker én fra byen.
På vejen langs bækken passerer man Ellas Konditori på højre hånd. I den høje bygning lå tidligere Mineralvandsfabriken "Bornholm", der lavede sodavand af det radioaktive vand fra Radiumkilden.
Sovjetiske tropper på togsationen i Sandvig, 9. maj 1945 (Frihedsbevægelsens arkiv/Allinge-Sandvig byforenings arkiv).
Hammersøbækken omkring år 1900 (Bendt Kjøller/bornholmskefotografer.dk).