Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Tisvilde Hegn

Forår

De ældre krondyr smider geviret i februar eller marts, så hvis du er heldig kan du finde et. Hedelærken ankommer til Melby Overdrev, og der ligger de første hugorme, der er kommet ud af hiet, og soler sig. 
I skoven kan man høre sortspætte og stor flagspætte tromme. Sortspætten er den største spætte i Europa. Den er let at kende på sin knaldrøde isse. Dens trommen lyder nærmest som en maskingeværsalve og kan høres flere km væk.

Fiskeørnen vender tilbage til Danmark og kan af og til ses i Holløse Bredning. I skoven er rævens og grævlingens unger blevet store nok til at komme ud på varme dage.

De første ællinger og gæslinger klækkes, og skarvkolonien ved Holløse er fuld af unger. Flagermusene dukker op fra vinterkvarteret, og det samme gør den store vandsalamander, der søger hen til et af området vandhuller. Stor vandsalamander kan blive op til 16 cm lang. Sortstrubet bynkefugl ankommer til Melby Overdrev.

Når det bliver maj er bøgen sprunget ud. Skoven er lysegrøn, og fuglene synger. Du kan høre gøgen – særligt i morgentimerne. Og der er masser af nattergale i Holløse Bredning.

På overdrevet og nær klitten blomstrer nikkende kobjælde sammen med engelsgræs.

Skægmejsen æder insekter og lægger æg. Den kan nå at få 3-4 kuld på et år, og det første kuld kan nå at få unger samme sommer. Natuglen har fået unger, der kommer ud og sidder på grenene.

Sommer i skoven. Foto: Anne Johansen

Sommer

Nu er hele skoven grøn. Egen er også sprunget ud.

Rålam og kronkalve er kommet til verden, og før solnedgang kan du høre natravnens mærkværdige snurrende sang på åbne arealer i Tisvilde Hegn og på Melby Overdrev. Engene omkring Holløse Bredning blomstrer smukt, og i skoven kan du høre gulspurven synge sin tællende 1-2-3-4-5-6-7777.

Rådyrene parrer sig, og du kan høre råbukkene gø. Sommerfugle og guldsmede har travlt, og det vrimler med små frøer og tudser, der har forladt vandhullerne. 
De første kantareller dukker op efter regn og lyser gult i skovbunden. Linnæa – den svenske botaniker Linnés yndlingsblomst, blomstrer lyserødt i mosset under fyrre- og grantræerne. 
I klitterne står Jomfru Marias sengehalm – gul snerre – i fuldt flor, og der er masser af badegæster.

Lyngen blomstrer og folder sit lilla tæppe ud over Melby Overdrev. 
I de gamle lysåbne nåleskove med tykt mosdække kan du være heldig at se den sjældne orkidé knærod blomstre. Den dufter sødt og tiltrækker humlebier. Men husk at den er rødlistet og fredet. 
På Melby Overdrev har hugormen født levende unger, 7-10 stykker. Flagermusungerne skal ud på deres første flyvetur, og du kan se mange sommerfugle, fx perlemorssommerfugle og admiral.

Klitter og strand. Foto: Anne Johansen

Efterår

Kronhjortene er kommet i brunst, og fra Tibirke Bakker kan du høre dem brøle i Ellemosen. Det lyder nærmest som løver på savannen. Op mod 1000 grågæs holder til i Holløse Bredning, og det er et fantastisk syn, når de om aftenen vender tilbage efter at have været ude at fouragere på markerne. Fuglene begynder at trække sydpå, og du kan kigge på dem fra Naturstyrelsens fugleskjul ved bredningen.

Nu står skoven i sine smukkeste efterårsfarver. Løvet skifter farve til gult, brunt og rødt, mens nåletræerne beholder den grønne farve. Det giver et flot farvespil. I et godt svampeår og efter en ordentlig gang regn er skoven fuld af svampe. Både de giftige og de gode spisesvampe som fx rørhatte og tragtkantareller. Store træk af sangsvaner går over Nordsjælland, og det sker, at de raster i Bredningen et par dage.

Vintergæsterne ankommer: kvækerfinker og siskener, som i gode frøår kan fylde skovbunden eller sidde i elletræerne. Spætmejsen samler stadig ind til forråd, egern og mus har også travlt. 
Trækfugle flyver sydpå. I løbet af november og december skifter lækatten farve og bliver til en hermelin. Råbukken kaster stængerne, det vil sige geviret.

Vinter

Er der sne, kan du se masser af dyrespor i sneen. Det er også nu, du kan samle mos, svampe og kogler til juledekorationer. Husk at du kun må tage gran og kogler fra jorden. Vinteren igennem kan man se mange rovfugle i Tisvilde Hegn og i Holløse Bredning. Musvåge, fjeldvåge, spurvehøg, blå kærhøg og tårnfalk plus besøg af vandrefalk og duehøg. De to sidstnævnte skaber stor tumult blandt de rastende svømmefugle. Det gør havørnen også, når den kommer forbi.

I skoven kan du komme tæt på småflokke af fuglekonge – Europas mindste fugl – der kun måler ni cm. De er travlt optaget med at søge efter føde. Om vinteren er det især edderkopper, de jager. Der er også både stor og lille korsnæb i skoven. De er lette at kende, fordi de to næbspidser krydser hinanden. Det gør det nemt for dem at klippe frø ud af koglerne.

Lyset begynder at vende tilbage, sortspætter hakker i træerne, korsnæb lægger æg, og man kan høre natuglen og ringduen, der kan fortsætte frem til oktober. 
Ræve har rolletid, det vil sige parringstid, og gør eller skriger på en meget karakteristisk måde.