Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Året rundt i Tornby Klitplantage

Forår

Trav en tur ud til slugten ved Yxenbæk og forestil dig, hvordan istidslandskabet så ud. Da isen smeltede, efterlod den sig de dybe, fascinerende slugter, som findes rundt om i Danmark. Denne ved Yxenbæk er vældig dyb. Det skyldes, at landskabet i Vendsyssel har hævet sig meget. Ved slugten ser du et af Danmarks største slåenkrat. Slåen kan bruges til snaps og likør, men frugterne har godt at få en gang nattefrost, før de plukkes. Så vent med at plukke til vinter.

Rideruten Vendsyssel går gennem Tornby Klitplantage, og en tur i skoven på hesteryg er en ganske særlig oplevelse. Har du ikke selv hest, kan du leje flere steder. Læs om rideruten her: www.riderute.dk Er du mere til hjul end hest, kan du stikke termokanden i cykelkurven og nyde naturen fra skovens veje og gode stier.

Du kan plukke nye skud fra porse til julesnapsen allerede nu. Og når du det ikke i maj, er det muligt helt frem til efteråret. Men så bliver det til næste års snaps.

Sommer

Pak madpakken og tag på sommerfugleekspedition. Tornby Klitplantage er hjemsted for to sjældne sommerfuglearter: Sortbrun blåfugl og hedepletvinge. Den sortbrune blåfugl findes kun her, mens hedepletvingen også kan ses enkelte andre steder i Nordjylland.

Højsommer er badetid, så det er nu – og i august, at du kan samle på sommeroplevelser på Tornby Strand og gemme erindringerne til en gråvejrsdag senere på året.

Har dine børn nogensinde prøvet at sove udendørs under åben himmel? I kan prøve i Tornby Klitplantage – ganske gratis. I hele plantagen er det såkaldt fri teltning, som betyder, at I må sætte et topersoners telt op eller bare rulle soveposen ud på en presenning i skovbunden. Led evt. efter de blåduggede korbær – en fætter til brombær – som er modne sidst i august.

Efterår

En sensommermorgen er et fantastisk tidspunkt til en frisk travetur i klitplantagen. Her er fire afmærkede ruter, som leder dig gennem mange forskellige naturtyper og giver dig spændende geologiske oplevelser. Du kan plukke hyldebær til saft, inden du går hjem. Se mere om ruterne under Aktiviteter

Har du lyst til at smage de smukke gulorange frugter af havtorn, er de modne til at blive plukket nu. Havtorn er smækfyldt med C-vitamin og bliver blandt andet brugt i Nyt nordisk Køkken på finere restauranter. Du kan selv bruge frugterne: pres dem til juice, brug dem i snaps eller likør, kog dem til marmelade eller lav sæbe eller hudlotion af dem. Lad gerne nogle af frugterne sidde på busken, for de er en meget vigtig fødekilde for småfugle om vinteren.

En rivende ruskende efterårsstorm står måske ikke højt på din ønskeliste? Men du skulle prøve at trave ved havet sådan en dag og derefter gå ind i klitplantagen og glædes ved læ og duft af fyrretræer.

Vinter

Laver og mosser til juledekorationerne strutter smukt i frosten. Du må gerne plukke lidt til eget forbrug i Tornby Klitplantage. Også kogler i skovbunden må du tage, og finder du lidt gran, som ligger på jorden efter efterårets beskæringer, må du også gerne samle det.

Læs mere om, hvad du må samle i statsskovene

Hvis der er is på Vintersøen – eller en af de andre søer i klitplantagen - kan du tage børnene med ud på skøjter. Hvis isen stadig er for skrøbelig, kan I gå på jagt efter dyrespor i sneen. Nyfalden sne i et tyndt lag er bedst. Prøv om du kan finde ud af hvilke dyr, der har afsat sporene, og følg nogle af dem et stykke for at se, hvor dyrene færdes.

Læs mere om dyrespor

I kan også gå på jagt efter de såkaldte ’ædespor’. Ædespor er for eksempel grankogler, som dyr og fugle har gnavet på deres helt særlige måde.

Når skolebørnene holder vinterferie, er der mange gode grunde til at tage på tur i naturen. Frisk luft, motion og samvær med familie og venner er et par af dem. At gå på opdagelse og lære noget om den natur, som omgiver os, er en anden. Du kan blive klogere på dyr og planter og få gode ideer til lege og ture i naturen i Naturstyrelsens idékatalog.