Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Tvorup Klitplantage

Området ved Tvorup har gennem flere århundreder været hårdt ramt af sandflugt. Så hårdt at kirken måtte nedlægges, efter sognets beboere flyttede østpå. Derfor er det ikke uden grund, at det netop er her, de første forsøg på at bekæmpe sandflugten med beplantning blev gjort.

Tvorup Kirkeruin. Foto: Lars Gundersen

65 millioner år siden - Danientiden

For 65 millioner år siden var det meste af Thy havbund i et kæmpe hav, som dækkede Danmark og store dele af det øvrige Europa. Kyststrækningen løb nord for det areal, hvor Skagen ligger i dag. Perioden kaldes for Danien, opkaldt efter Dania, Danmark. Det var den franske geolog E. Desor, der gav den ubeskrevne periode navn, da han i 1847 fandt en række fossiler fra Danmark og Frankrig. Havdybden var dengang lavere end i tidligere tider, klimaet var lige så lunt og dejligt som i Middelhavslandene i dag, og havstrømmene førte næringsstoffer fra det skandinaviske grundfjeld ned langs kysten. Noget af den rav, som vi finder langs Vesterhavet i dag, stammer helt tilbage fra denne tid. Rav er forstenet harpiks fra nåleskove.

12.000-17.000 år siden - seneste istid

Under istiden holdt isen fast på vandet, og der var så lavvandet, at Jylland var landfast med de britiske øer. Men da isen begyndte at smelte i slutningen af den seneste istid for ca. 12.000-17.000 år siden, steg vandstanden, og landet hævede sig, fordi det blev lettet for isens tryk. Det skridende isdække efterlod landskabet med store fladkuplede bakker i det meste af Thy, Hanherred og Vendsyssel. Den smeltende is fik vandstanden til at stige så meget, at dele af landet blev dækket af et ishav, der siden fik navnet Yoldiahavet.

Mellem istid og stenalder

Vandene steg og faldt, og derfor var der i tiden mellem istid og stenalder perioder, hvor Jylland var landfast med Skåne. De store flader af hævet havbund, der siden stenalderen er hævet op over havniveau, kan du se mange steder i Thy. Ligeså kan du fornemme, at istidens gletsjere har formet det kuperede morænelandskab. Og grænsen mellem de to fænomener - hævet havbund fra stenalderen og istidens morænelandskab - markeres de fleste steder i Thy af en stejl kystskrænt.

7.000-8.000 år siden - stenalderen

Store dele af Thy var dækket af det såkaldte Litorinahav, også kaldet Stenalderhavet, som strakte sig helt ind i Limfjorden. Thy var altså et øhav i stenalderen. Der hvor klitheden er i dag, var der dengang havbund. Du kan se de oprindelige kystlinjer som meget stejle skrænter flere steder gennem klitplantagerne fra Lodbjerg i syd til Hanstholm i nord.

Klitplantagerne ligger derfor på begge landskabstyper, dels i klitlandskab på hævet havbund fra stenalderen og dels i klitlandskab på morænelandskab fra istiden. Langt hovedparten af Tvorup Klitplantage ligger på hævet stenalderhavbund. Kun den allerøstligste del er moræne fra sidste istid. Stenalderhavets kystlinje følger i hovedtræk Boligvej i den nordlige del af plantagen. Ud for landsbyen Tvorup slår den en bue ind til Tvorup Hul.

Både morænen og den hævede havbund er overføget af meget store mængder flyvesand.

Helt op i Jernalderen og flere gange siden var der naturlig forbindelse mellem Limfjorden og Skagerrak. I Nordjylland steg vandstanden over flere hundrede år, så til sidst kun de højere liggende områder som for eksempel Hanstholm blev tilbage og dannede det nordjyske ø-rige. Andre højtliggende områder var Bulbjerg og Svinkløv.

Landhævningen fortsatte over flere hundrede år, og dele af havbunden blev til fladt land, da havet trak sig tilbage. Det nuværende flade land er stærkt præget af den sandflugt, som navnligt i middelalderen og århundrederne derefter dannede store vandreklitter og lagde marker og gårde øde på egnen.   

Slutningen af 1100-tallet – Tvorup Kirke bliver bygget

I slutningen af 1100-tallet blev Tvorup Kirke bygget i den østlige del af det område, hvor Tvorup Klitplantage ligger i dag. Dengang bestod området af gårde og mindre landsbyer. Kirken blev bygget af granitsten som en typisk romansk landsbykirke med både kor, skib og apsis. Man ved ikke så meget om kirken fra den første tid.

Men fra midt i 1400-tallet, hvor sandflugten satte voldsomt ind på egnen, svandt menigheden ind. Sandflugten gjorde det svært for befolkningen at dyrke jorden og tjene nok til at holde familierne ved mad og basale fornødenheder. Og efter et par hundrede år var sognet stort set affolket. Dermed svandt også kirkens rolle som omdrejningspunkt i sognet ind. Sandet plagede selve kirkebygningen, og gamle fortællinger siger, at sandet lå i så tykke lag, at man i midten af 1700-tallet kunne køre hen over kirkediget, og at porten var helt lukket af sandet.

Fra 1450 – Sandflugten sætter ind i Thy

Der har været flere perioder med sandflugt langs Jyllands vestkyst. Den seneste sandflugtsperiode fandt sted fra omkring 1450 til 1800. Problemet med sandets flugt var blandt andet skabt gennem et samspil mellem landet, der hævede sig fra Stenalderhavets bund, de aflejringer af sand, som havet havde sat, datidens kolde klima, som kaldes ’Den lille Istid’ – og så den stride og dominerende vestenvind. Man mener også, at mennesker fra klitområderne selv var med til at forværre sandflugten. De høstede klitgræsserne til vinterfoder og tagdække og lod får og kreaturer græsse i klitterne resten af året. Flere love og forordninger slog gennem tiderne fast, at planterne i klitterne skulle blive, hvor de var, så de kunne udføre deres eneste opgave: at holde på sandet. Men i lange tider fortsatte folk som hidtil – ditto gjorde sandet i sin flugt ind i landet.

Sandflugten var ekstrem dominerende og jog mange steder i Thy folk fra hus og hjem. Det skete i stor stil i det kystnære sogn, Tvorup.

1539 – Kongen vil hjælpe thyboerne

Den danske konge udstedte i 1539 bestemmelser til bekæmpelse af sandflugten. Nu måtte der gøres noget for de mennesker langs Vestkysten, som døjede med sandet. Også for thyboerne i det hårdtramte Tvorup.

1600-1700-tallet – Mølle ved Bøgsted Rende

Stednavnet Bøgsted Rende ses første gang. Det betyder »Byggestedet ved Renden« og har intet med bøgetræer at gøre. I 1600- og 1700-tallet var der en vandmølle ved bækken, som løber ud i havet. Det er formentlig sandflugten, der ødelagde muligheden for at drive vandmølle på stedet. Sandet fyldte nemlig vandløbene, så der ikke længere var det pres på vandet, der skulle til for at drive en mølle. Vandets brunrøde farve skyldes okker, iltede jernforbindelser, fra de skovgrøfter, som støder til renden.

1792 – lov om bekæmpelse af sandflugt

Trods kongens bestemmelse fra 1539 kom en egentlig sandflugtslov først i 1792. Den bestemte blandt andet, at alle klitsognes og tilgrænsende sognes beboere havde pligt til at deltage i sanddæmpningsarbejdet uden vederlag. Thy var så hårdt ramt af sandflugten, at alle sogne måtte bidrage. Det betød, at lokale bønder nu havde pligt til – uden løn – at arbejde for staten. De skulle blandt andet så og plante hjælme. Samtidig blev det forbudt at lade dyr græsse i klitterne, og sandflugten blev dermed begrænset. Der bliver stadig arbejdet med at holde på sandet langs kysten, i dag dog uden at tvangsforpligte bønderne, da det nu er en ren offentlig opgave.

Læs mere om opgaven og klitsyn

1794 – Tvorup Kirke nedlagt

Tvorup Sogn blev lagt ind under Vang sogn, Tvorup Kirke blev revet ned, og nogle af de brugbare byggematerialer blev fragtet til Vang og brugt i kirken. Vang Kirke fik et flot nyt våbenhus, og lysekronen, der siden har hængt i Vang Kirke, stammer oprindeligt fra Tvorup Kirke.

1811 - De første forsøg på at bekæmpe sandflugt med træer begynder i Tvorup

Langs store dele af Vestkysten var der behov for at dæmpe sandflugten. Sandflugtskommissær Lauritz Thagaard (ca. 1758-1829) foretog i 1811 de første forsøg med såning af skovfrø i et klitområde i Hvidbjerg sogn i den sydlige del af Thy. Han brugte ikke mindre end 55 pund gran-, birk- og ellefrø. Resultatet var dog nedslående. Allerede året efter kunne Thagaard konstatere, at kun tre-fire granplanter havde kæmpet sig vej gennem sandet, og han forudså, at de formentlig også ville gå ud.

1816 – Thagaard forsøger at tilplante klitten

På nordkysten af Sjælland forsøgte man sig også med sandflugtsdæmpning, og her havde man mere held med sig. Da den danske konge blev orienteret om den nordsjællandske succes, udstedte han en resolution, der pålagde amtmændene i de sandflugtsramte områder at gøre nye forsøg med skovplantning. I Thisted Amt skete det i 1816 og 1817.

Inspireret af begyndende tilplantninger på den midtjyske hede, gik sandflugtskommissær Laurits Thagaard i gang med at tilplante et stykke land i et sandoverføget område ved Tvorup. Det var et af i alt otte områder, som blev udpeget til ”opelskning af skov”, som man kaldte det.

Da forsøget var inspireret af et lignende fra Midtjylland, brugte Thagaard træarterne rødgran, birk og skovfyr, der i første omgang blev forsøgt sået som frø.

De første år i Thagaards Plantage bød på store problemer. Det magre sand var ikke befordrende for væksten. Rødgran trives dårligt saltluften, og birk har brug for at stå i læ for den vældige vestenvind. Men der var ingen læ, så træerne tørrede ud. På nogle områder stod der vand til langt hen på sommeren, så træerne druknede. For at forbedre vilkårene blev der kørt ler ud, der blev bygget læ-diger og gravet grøfter. Men intet hjalp rigtigt, og efter få år opgav man såningen.

Trods startvanskeligheder klarede nogle af træerne sig under de barske vilkår. Efterhånden som de omkringliggende områder i Tvorup Klitplantage blev tilplantet – med blandt andet bjergfyr – og voksede til, fik birk og rødgran læ nok til at overleve. I dag står de gamle træer som et urskovsagtigt og forkrøblet krat.

1818 – Tvorup Skovhus bliver bygget

Til at føre opsyn med arbejdet i Tvorup, blev klitløber Jens Olesen ansat i 1818. Rentekammeret byggede en bolig til ham inde i plantage. I licitationen fra 1817 stod, at der skulle bygges en ’ordinær Huusmands Bygning med Udskud, der bedst modståå Blæst og Stød’. Huset skulle være 12 meter langt og seks meter bredt, og både rumfordeling og typer af byggematerialer var præcist angivet i licitationsmaterialet. Da Museet for Thy og Vester Hanherred i 2004 blotlagde de såkaldte syldsten, bygningsfundamentet af natursten, ved en arkæologisk undersøgelse, viste det sig imidlertid, at huset var 37 meter langt. På et – eller flere – tidspunkter i løbet af årene må der være bygget til i stor stil.

Huset var bygget efter den lokale byggeskik, hvor man fortrinsvis brugte let tilgængelige byggematerialer som ler, natursten og tørv i de udvendige flader. Bygningstømmer skulle på den tid importeres fra Norge, og man anvendte en såkaldt højremskonstruktion, der dels krævede forholdsvis lidt tømmer, dels holdt tømmeret godt beskyttet mod fugt. Tømmerkonstruktionen medførte, at der var smalle rum langs ydervæggene og ved gavlene. Disse rum hed udskud, og i grundplanen kan man især i den østlige del af huset se, at udskudsrummene bl.a. har været brugt til alkover og opbevaringsrum.

Ydervæggene var opført af flintknolde og flade kridtsten, de såkaldte bleger, og overfladerne har nok været godt klinet af ler. Taget var formentlig af strå, og de store tagflader, som også gik ned over gavlene, var gode til at modstå hårdt vejr.

Husets centrale og ældste del rummede også de vigtigste funktioner – køkken, bryggers og beboelsesrum. I køkkenet var der spor efter en rund bageovn og et aflangt ildsted, der har ligget i forlængelse af hinanden. Herfra har man formentlig også kunnet fyre op i en bilæggerovn, der stod i stuen. Vest for køkkenet var der bryggers med pikstensbelægning. Her var der også på et tidspunkt gravet en brønd, der var indvendigt afstivet af en trætønde. Syd

for køkkenet var der to kvadratiske rum – formentlig stue og kammer. Fra kammeret har der været adgang til en alkove i et smalt rum på husets nordside.

Den oprindelige bygning er senere udvidet mod øst med rum, der nok har været storstue og kamre. I husets vestlige ende blev tilføjet en ca. 10 m lang forlængelse samt en vinkelbygning mod syd. Her regner man med, at der har været stald og lade. Indretningen med stald i bryggerset og lade mod vest kender vi fra andre gamle huse i Thy. Vi ved fra skriftlige kilder, at klitløberen Mads Bedsted, der blev ansat nogle år efter Jens Olesen, brugte laden til at opstalde de får, han fangede ind ude i klitten. Det viser en historie fra en dag i 1835, da fårene væltede det øl, som Mads Bedsted havde til at stå i laden.

I 1845 blev Tvorup Skovhus solgt på auktion og kom i privat eje indtil 1892. Da købte staten igen ejendommen og rev den ned.

1821 – En kongelig planteskole i Thisted

Gennem de første år med forsøgsbeplantningerne købte Thagaard planter fra forskellige steder i landet. Men for at spare transporttid og for at skaffe sig friske planter, der allerede var akklimatiserede til det vestjyske vejrlig, åbnede man i 1821 en kongelig planteskole i Thisted. Da forsøgene senere blev opgivet, blev planteskolen nedlagt og overgik først til amtet og senere til Thisted By. Det er det nuværende lystanlæg Christiansgave.

1838 – Forsøgsbeplantningerne bliver opgivet

Thagaards forsøgsbeplantninger trivedes dårligt. De kunne ikke få fat og blive til noget, og i 1838 konstaterede en kommission, at forsøgene var mislykkedes, og de blev opgivet i 1843 efter kongelig resolution.

1853-1861 Flere – denne gang succesfulde – forsøg på sandflugtsdæmpning

I 1853 tog kammerherre Riegels kampen op mod sandet. Han anlagde tre forsøgsbeplantninger i klitterne og valgte andre træer end Thagaard og andre lokaliteter. Et af forsøgene blev anlagt i den østlige del af det, der siden blev til Tvorup Klitplantage. Stedet, som kaldes Gryden, blev beplantet med bjergfyr, skovfyr, østrigsk fyr, sitkagran, ædelgran, og løvtræerne bøg, eg og bævreasp. Riegels konkluderede, at især bjergfyrrene klarede sig godt i de magre klitter og det fygende sand.

1870 – Et tæppe af bjergfyr blev rullet ud over klitten

Riegels’ forsøg med bjergfyr viste sig succesfuld. Da træerne i Gryden havde fået så godt fat, at de kunne værne mod vinden og sandet – og i hårde tider mod frosten – kunne man plante en række andre træarter området.

Succesen bredte sig imidlertid til langt større områder end blot Tvorup. For nu tog en gigantisk forvandling af klitlandskabet sin begyndelse, og i løbet af få årtier ’rullede man et tæppe af bjergfyr’ ud over de mest sandflugtsramte dele af Thy, og de nuværende klitplantager var en realitet.

I Gryden i Tvorup Klitplantage kan du stadig opleve efterkommere af de første beplantninger. I dag kan du desuden opleve Gryden som et af de steder, som gennem årene har udviklet sig til et godt eksempel på naturnær skovdrift i magre, sandede jorde.  (LINK TIL DOK OM NATURNÆR SKOVDRIFT)

Sidste halvdel af 1800-tallet – Tvorup Klitplantage blev tilplantet

Tvorup Klitplantage – rundt om Thagaards Plantage og Gryden – blev tilplantet og gav læ for de første forsøgsbeplantninger.

1884-85 – Båken ved Tvorup blev opført

Som pejlemærker for søfarten blev der i 1884-85 opført et system af sømærker - de såkaldte båker - langs Jyllands vestkyst. Alle båkerne havde forskelligt udseende, så de søfarende kunne bestemme deres positioner. En af disse båker blev bygget ved Bøgsted Rende i Tvorup Klitplantage. Båken her er timeglasformet. De tilbageværende 11 sømærker på Vestkysten er nu istandsat og fredede. I Thy findes yderligere to - ved Stenbjerg og Vigsø

1998-2004 – Klitheder får Natura 2000-status

En række områder i Danmark blev udpeget til Natura 2000-område, som er en europæisk status som naturområde med særlige krav til beskyttelse af fugle, dyr og planter. Vangså og Ålvand Klitheder er nogle af de steder i Nationalpark Thy, som blev udpeget til Natura 2000-område.

Læs mere om Natura 2000

2008 – Nationalpark Thy åbner

Danmarks første nationalpark blev en realitet. Til at slå dørene op til denne vildmark, som Nationalpark Thy også bliver kaldt, kom daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen den 22. august 2008.

Her bydes på vidtstrakte og åbne klitheder, masser af krondyr, smukke og rene søer og fugle i tusindvis. Alt sammen akkompagneret af det vilde Vesterhav mod vest og agerbrugsland og fjord mod øst.  Fra Hanstholm Fyr i nord til Agger Tange i syd er der omtrent 55 km særpræget natur at gå på opdagelse i. 10 km ind i landet strækker nationalparken sig, så et område på i alt 244 km2 udgør Danmarks første nationalpark.