Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

vest-stadil-fjord-kort-praktisk

Få et overblik over faciliteter og diverse ruter på udinaturen.dk

Vandretur

Der er en vandretur i området ved Vest Stadil Fjord. Vandreturen er handicapvenlig.

Færdsel i området

Man kan køre i bil på Klitvejen, der kører langs vestsiden af Vest Stadil Fjord. Der er en sti for gående og cyklister på diget langs østsiden (Link til aktiviteter) og en ridesti langs en del af ruten. I resten af området foregår al færdsel til fods.

Parkering

Der er ti større og 17 mindre parkeringsområder. P-pladsen ved Jens Bjerg-Thomsens jagthytte er godt udgangspunkt for et besøg. Se punkterne på kortet.
Læs mere i Vandretursfolderen for Vest Stadil Fjord.

Book en skov

Til særlige arrangementer kan du booke en del af området omkring Vest Stadil Fjord.

Book en skov

Grill

Der er mulighed for at grille tre steder i området. I læ af hegnet ved informationstavlerne, ved fugleskjulet nord for Søndre Dyb og ved P-pladsen ved gangbroen til fugleskjulet. Åben ild er ikke tilladt andre steder ved Vest Stadil Fjord.

Borde og bænke

Vil du sidde ned og spise din madpakke, mens du hviler benene ude i naturen, findes der borde og bænke fem forskellige steder i området.

Overnatning

Der er ingen shelter- og lejrfaciliteter ved Vest Stadil Fjord, og fri teltning er ikke tilladt. Det er muligt at overnatte i den nærliggende Husby Klitplantage.

Fiskeri

Det er ikke tilladt at fiske i Vest Stadil Fjord, men med gyldigt fisketegn må du gerne fiske i Vesterhavet.

Badning

Det er ikke tilladt at bade i Vest Stadil Fjord. Leg i Vesterhavets bølger i stedet.

Toiletter

Der er i alt seks toiletter i området.

For handicappede

Det er muligt at færdes med kørestol på områdets vandrerute, hvor der er god grusbelægning. Gangbroer og toiletter er egnede for kørestolsbrugere. Der er tre særskilte handicaptoiletter.

Vis omtanke i naturen

Områdets mange fugle bliver nemt skræmt op. Husk derfor at tage hensyn:

  • Hold kun på vigepladserne og bliv i bilen, når du ser på gæssene ude på markerne øst for Klitvejen.
  • Gå ikke ud på engene og i rørskovene.
  • Hold hunden i snor.

Læs om regler for færdsel i naturen

Hundeluftning

Der er ingen hundeskove ved Vest Stadil Fjord. Du må gerne tage hund med, når du besøger området. Men du skal holde hunden i snor.

Find vej

Med bil

Vest Stadil Fjord ligger i det alleryderste af Vestjylland, og det kan være svært at komme med offentlig transport til området. Omkring Vest Stadil Fjord er flere p-pladser. Parkeringspladsen ved Jens Bjerg-Thomsens jagthytte er et godt udgangspunkt for et besøg ved fjorden. Området er cykelvenligt.

Offentlig transport

Tag toget til Ringkøbing station. Fra stationen kører bus 580 mod Bjerregård/Kirksvej. Stå af ved stoppestedet Kloster. Herfra er der 6,4 km til fods til Stadiløvej i den sydlige del af Vest Stadil Fjord. Du kan også stå af i Søndervig, hvorfra der til fods er 6,7 km til Sidselbjerg Strand. Bus 580 over Kloster fortsætter nogle enkelte gange i skoletiden ud over Røjklit/Lodberg Hede, hvor man med fordel kan stå af længere ude end ved Brugsen i Kloster.

Vil du ankomme til den nordlige del af området omkring Vest Stadil Fjord, kan du tage toget. Stå af på Hee station og tag bus 515 mod Vedersø Klit. Bussen kører tæt forbi Vest Stadil Fjord. Bed chaufføren om at stoppe, når I er tættest på området.

Planlæg din rejse på rejseplanen.dk