Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Vandreture

Der er mange kilometer veje og stier i Vestskoven.

En af de to mest populære er Gul Rute på 3,5-5 km, der begynder og slutter ved Naturcentret.

En anden mulighed for at trænge dybt ind i Vestskoven er Kringelstien, der, som navnet antyder, snor sig ind og ud af skov, eng og overdrev. På vejen kan du se det skotske højlandskvæg. Stien er fem km lang og aftegnet med rødt.

På ski og med kælk

Når der er sne, kan du løbe langrend i Vestskoven.

Der bliver udlagt flere km langrendsløjper til skientusiasterne, når Vestegnen for alvor klæder sig i hvidt.

Bakkerne Herstedhøje og Oxbjerget er begge populære ski- og kælkebakker.

Leg i skoven

Vestskoven er en herlig legeplads, og der er masser af steder, som inviterer børnefamilierne.

Her er madpakkehuse, suttetræer, klatretræer og klatresten, og man kan bygge hemmelige huler.

Her er også en egentlig skovlegeplads, hvor børn kan klatre, kravle og lege under træerne på en ny og spændende måde.

Se på fugle

Fugleinteresserede har masser af muligheder for at stille kikkerten skarpt på ornitologiske sjældenheder i Vestskoven.

Skoven er rasteplads for store fugletræk på vej mod syd og nord.

Fugletårnet ved Harrestrup Mose og Herstedhøje er de bedste pladser at se på fugle.

Fodbold

Øst for Oxbjerget er der flere fodboldbaner. Hvis de er ledige, kan de frit benyttes.

Fiskesøer

Der er masser af fisk i søerne i Vestskoven. Gedde, aborre, suder, karusse og nogle kæmpe karper.

Hvis du er over 18 år, skal du have fisketegn.

Læs mere om fisketegn

Læs mere på lystfiskeri.dk

Kig på stjerner

Museet Kroppedal arrangerer i efterårs- og vintermånederne hyppigt stjernekiggeraftener.

Københavns Astronomiske Forening stiller kraftige kikkerter til rådighed, så man har særligt gode muligheder for at lære om himlen over os.

Læs mere på kroppedal.dk

Alfer og orker

Den 2. søndag i hver måned kan du møde orker, alfer og tapre riddere i Vestskoven, og du kan selv blive sminket og lege med i rollespillet, hvis du møder op på parkeringspladsen ved Oxbjerget.

Der er blevet spillet rollespil i Vestskoven siden 1996. Tempus Vivo er den mest aktive forening for rollespil i Vestskoven.

Læs mere på tempusvivo.dk

Tag hunden med

Hunde må gerne komme med på tur i skoven, men de skal være i snor.

Det eneste hundefri område er ved Herstedhøje.

Der er særlige hundeskove ved Stensø og ved Oxbjerget samt nord for Frederikssundmotorvejen i Ejby-området.

Her må hunden gå løs, hvis den er under kontrol.

Læs mere om hund i naturen

På cykel eller mountainbike

Du kan cykle på alle stier og skovveje, og der er masser af dem. Men husk at tage hensyn til de gående.

Læs mere om mountainbiking i Danmark

Til hest

Der er omtrent 33 km ridestier i Vestskoven.

Læs folderen Ridning i Vestskoven

Vis hensyn, når du færdes til hest i skoven.

Læs mere om regler for ridning i skoven

Overnatning

Der er primitive lejrpladser, hvor du kan slå telt op, flere steder i Vestskoven.

Der er også shelters, hvor du kan overnatte.

Bålpladser og bålhuse

Rundt omkring i skoven er der bålpladser og bålhuse til fri afbenyttelse.

Du må gerne samle brænde til dit bål i skovbunden.

Bålhusene kan være optaget, så hvis I har et større arrangement, er det en god idé at booke i forvejen.

Se mere på herstedhoeje.dk