Året rundt ved Vilsted Sø

Forår

I marts er forårstrækket i gang. Der er mange hundreder gæs på søen, især grågæs og kortnæbbet gås. Viberne er kommet i store flokke for at søge føde. Hvinænder, pibeænder og troldænder raster i hundredvis.

I april kan den toppede lappedykkers ejendommelige parringsceremoni iagttages på søen. Fuglene foretager en slangeagtig dans, der kan tage op mod en time. Til selve parringen fremstilles en seng af vandplanter, som hunnen ligger på, mens hun bestiges af hannen. Den gråstrubede lappedykker er også i gang med parringsspillet, der akkompagneres af lyde, der lyder som høje grisehyl. De mange fugle på søen tiltrækker ofte vandrefalken, som er på udkig efter sit næste måltid. Rørhøgene danner par og ses lege lavt over rørene. Fuglesangen i skovbrynet på nordbredden og i rørskoven er i fuld gang. Guldspurv, løvsanger og munk blander sig med bomlærke og rørspurv.

De store gåseflokke er fløjet videre i maj, men søens egne grågæs er i fuld gang med at yngle, ligesom knopsvane og blishøns, der alle bruger rørskoven og det lave vand til placering af redeplads og skjul. Rørhøgen ses jage lavt over rørskoven, og man kan være heldig at observere sjældne gæster som havørn og hvid stork.

Sommer

Nu kan man se resultatet af den toppede lappedykkers parringsleg, idet den svømmer rundt med sine unger på ryggen for at holde dem varme og undgå angreb fra rovfisk. Når den dykker, kan den endda tage sine unger under vingerne. Knopsvanen har også unger, men de svømmer pænt efter deres forældre. Gråandrikken fælder sin farvestrålende yngledragt.

En stille sommeraften ved søen kan man høre en kraftig lyd, der minder om en ko, der brøler. Det er den sjældne hejrefugl, rørdrummen, der pauker.

Grænsen mellem enge, skov og krat langs stien om søen er det ideelle sted for mange småfugle. Her myldrer det af liv. Insekter og sommerfugle svirrer overalt på jagt efter nektar. Engene er begyndt at blomstre. De første flokke af grågæs har vist sig. Det er ikke kønsmodne ungfugle, der holder sammen i en stor flok sommeren igennem. Den store flok unge grågæs kan vokse til mere end 3000. Gæssene kan især ses fra fugletårnet på Holmen.

Selvom odderen er sky og mest aktiv om natten, observeres den jævnligt, også ved højlys dag i søen. Fra fiskepladserne på Holmen og ved Vilsted havn fanges pæne aborrer, gedder og ørred. 

I midten og slutningen af august er efterårstrækket i fuld gang, og man kan langs søen være heldig at observere tusindvis af stære og svaler, der raster i rørskovene. Stærene danner ”sort sol,” det vil sige, de næsten formørker solen, når de udfører deres imponerende formationsflyvninger. På vandet vrimler det med hundredvis af ænder, de fleste af dem er gråænder, taffelænder og troldænder. Ved Lyngholm, som rummer en del rørskov og lavt liggende vand, kan man i sensommeren ofte opleve de sjældne skestorke, der med deres spatelformede næb kan ses afsøge det lave vand for krebsdyr.

Efterår

Vandfladen domineres af hundredvis af blishøns, der er en klumpet sort fugl, som har det med at være lidt aggressiv over for andre fugle, hvis de kommer for tæt på dens territorium. De første store flokke af Canadagæs har indfundet sig og kan i perioder være mere talrige end grågæssene. Det er jagttid, men da jagten ved søen er underlagt en række begrænsende restriktioner, tiltrækkes ænder fra oplandet.

I oktober er de fleste mindre trækfugle, herunder stær og landsvale taget længere mod syd. De store flokke af forskellige ænder samt grågæs og Canadagæs dominerer billedet ved søen. De våde enge langs søen gæstes af ryler og hjejler, ofte i flokke på mange hundrede.

Omkring første november kommer vinterens dominerende gæster. I hundredvis af sangsvaner lander ved søen og kaster sig over de grønne marker, især hvede og rapsmarker. Deres snakken og trompeteren kan høres viden om. Enkelte pibesvaner følger trop. I krattet og skoven er der stille. Vinterstilheden afbrydes af syngende rødhals og "tikkende" gærdesmutte på fødejagt. Fiskeørnen gæster jævnligt søen.


Vinter

Oplevelserne langs Vilsted sø afhænger af vinterens gang. Mange ænder og gæs søger i fjorden, og hvis søen fryser til, er det kun, hvor åen løber til og fra søen, at der er isfrie våger, hvor blishøns, gråænder og knopsvaner kan kæmpe om pladsen. Er vinteren mild, kan der stadig opleves masser af andefugle på søen.

Januar kan overraske. Er vinteren mild, har svaner, gæs og mange ænder holdt stand. Er søen isfri suppleres antallet gradvist, så der kan observeres hundredvis af hvinænder, gråænder, pibeænder, sangsvaner, grågæs, canadagæs med flere. I stryget som danner søens afløb, fisker vandstæren hele vinteren. I skov og krat kan opleves vintergæster som sjagger, silkehale og kvækerfinke.

Dagene længes, men vinteren strenges i februar. For de mange rastende og fouragerende andefugle betyder Limfjorden en nem og hurtig udvej, hvis søen fryser. Afhængig af vejret sker en stadig udveksling af fugle mellem fjorden, Vilsted Sø og andre nærliggende vådområder som Vejlerne og Halkær Sø.

Isfuglen med sin turkisblå, orangebrune og hvide fjerdragt og små røde ben er uden tvivl søens smukkeste syn. Den tilbringer hele året ved søen, men du skal være særdeles heldig for at få den at se.