Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Historie - Vokslev Kalkgrav

Ved landsbyen Vokslev i det nordlige Himmerland finder man Vokslev kalkgrav, der sammen med vandmøllen Huul Mølle ved Binderup Å indgår i et enestående kulturmiljø, der samtidig rummer værdifuld natur og geologiske forekomster af international betydning

Geologi 

Vokslev kalkgrav er i lighed med de fleste andre nordjyske kalkgrave udgravet, hvor naturens kræfter har blotlagt Himmerlands kalkundergrund og gjort den tilgængelig. Ved Vokslev er det Binderup å, der siden istiden har skåret sig ned i en smal erosionsdal, formet af smeltevand og regnvand, efter istidens gletsjere smeltede bort fra området. I de gamle og nyere profiler, der kan studeres i graven, ses både Kridttidens bløde skrivekridt, der overvejende har været anvendt til bygningskalk, og Tertiærtidens hårde bryozokalk som også kunne saves ud som bygningssten. Bryozokalken i et af de gamle brud står frem som en klippevæg.

Det er imidlertid selve grænsen mellem Kridttidens og den yngre Tertiærtids aflejringer, der gør kalkgraven i Vokslev til noget enestående og placerer den blandt geologiske lokaliteter af international betydning. På toppen af skråningen langs Binderup Å ved stien ind mod Vokslev By er lavet en udgravning, hvor man kan se et 2-8 centimeter gråbrunt lerlag. Dette grænselag er aflejret i havet for 65 millioner år siden. Et lignende lag findes overalt i verden, hvor grænselagene er bevarede. Undersøgelser viser, at alle disse lerlag indeholder sjældne grundstoffer og mineraler, der normalt ikke findes på jordens overflade, men derimod kendes fra nogle meteorer.

En videnskabelig teori lyder, at jorden for 65 millioner år siden blev ramt af et kolossalt meteor, der hvirvlede støv og jord op i atmosfæren. Solen formørkedes, måske gennem årtier, og halvdelen af alle dyr og planter uddøde pludseligt, herunder de kolossale dinosaurer. Livet i kridttiden var på landjorden helt domineret af dinosaurerne, mens pattedyrene var få og små. Uden katastrofen havde pattedyrene - og dermed mennesket - måske ikke erobret jorden. Det er endnu ikke endeligt afklaret, hvad der skete ved denne begivenhed, men gådens løsning ligger måske gemt i det tynde lerlag. På verdensplan findes der kun omkring 350 lokaliteter og i Danmark 5 - 6 steder, hvor man kan se det blotlagte grænselag. 

Kalkværket

Der har været gravet kalk ved Vokslev siden 1743, og de geologiske profiler i kalkgraven står næsten, som da Vokslev Kalkværk lukkede. Brydningen af den hårde bryozokalk og udsavningen

til bygningssten efterlod næsten lodrette profiler, hvilket har gjort det muligt at betragte at betragte de geologiske lag. Da der på egnen fandtes egnet ler, byggede kalkværket omkring 1895 en ringovn, der kunne bruges til brænding af både bygningskalk og teglsten. På Storkebakken stod en vindmotor, der drev teglværkets æltemaskiner. Da virksomheden var størst, beskæftigede den 35 arbejdere og var en af egnens største. Driften ophørte omkring 1950, og værket blev nedrevet. Vokslev Kalkværk har gravet kalk på begge sider af Huulmøllevej, men kun kalkgraven på Naturstyrelsens ejendom er tilgængelig i dag. 

Huul Mølle

Huul Mølle er nævnt første gang i 1440 under navnet Gudtzgift Mølle (Guds gave). Den tilhørte da Viborg Domkapitel og havde et underfaldshjul, der trak mølleværket. Møllen skiftede i løbet af 1800-tallet navn til Hoel Mølle og senere til Huul Mølle. Et navn, der antageligt henviser til hulvejen - ”hulen” - der var adgangsvejen fra Nibe.

Vestenden af den nuværende møllebygning ud mod åen stammer fra 1600-1700-tallet, mens selve møllegården er af nyere dato. Huul Mølle var i over 200 år fæstemølle under Viborg Domkapitel, der også efter reformationen administrerede møllen. I 1662 solgte kronen møllen til St. Restrup.

Ved Huul Mølle fandtes i 1803 både en kornmølle, sammenbygget med møllegårdens stuehus og en selvstændigt beliggende stampemølle vest for dette, der forarbejdede uldtøj til vadmel. Først i 1829 overgik møllen til selveje, og den nye møller startede straks en forbedring af møllen. Mølleværket udvidedes med stjernehjul, et stort tandhjul, der fordeler vandhjulets kraft ud til to mel-kværne og en skalle-kværn, der afskaller byggen. Hvor møllen i sine første 400 år havde haft én kværn, havde den nu fire samt senere en blæser og en grynsorterer. Væsentlige dele af dette mølleværk er stadig bevaret.

Mølledriften og kalkværket har gennem tiden trukket folk til, så der på stedet opstod en mindre bebyggelse med blandt andet en smedje. Et nu forsvundet hus ved mølledammen vest for åen i 1814 tilhørte en Jens Feldbereder, hvilket antyder, at man også kunne få behandlet skind på stedet, et erhverv der krævede meget vand.

I begyndelsen af 1900-tallet blev vandhjulet skiftet ud med en francisturbine, der dels kunne trække møllerimaskinerne, dels via en generator kunne lave strøm til møllen og den nærliggende smedje. Denne turbine er stadig funktionsdygtig.

Efter mølledriften med dens dagligt skiftende vandstand ophørte, blev mølledammen fyldt med materiale fra åen og groede til med sumpplanter.

I 2008 blev Huul Møllelaug stiftet med det formål at starte en omfattende restaurering af vandmøllen. Den første del af denne restaurering blev gennemført i 2010. Her blev en del af de gamle mølledamme oprensede og genskabte. Dammene får nu vand nok til, at møllen kan fungere som levendegørelse af historien, og området omkring mølledammene er gjort offentligt tilgængeligt med stier, broer og bænke. 

Lystfiskeri af internationalt format

Binderup å har igennem tiden kun været udsat for reguleringer i sit øvre løb igennem et fladt landskab. På de bedste strækninger af åen har insekter og ørreder haft optimale forhold. Det fik lystfiskere tidligt øjnene op for, og gennem første halvdel af 1900-tallet valfartede ikke bare danske, men også svenske, britiske og amerikanske lystfiskere til åen, hvis fiskeri efter bækørred var på højde med de bedste vandløb i for eksempel England og USA. Det fantastiske lystfiskeri fik desværre sin ende. Binderup Å var fra 1960’erne hårdt plaget af forurening fra byer, mejerier og dambrug. Som et lille lyspunkt var strækningen nedenfor Huul Mølle gennem årene et åndehul, der sikrede, at døgnfluer, vårfluer og ørreder kunne overleve i åen. Faldet ved møllens opstemning pumpede ilt i vandet, og i grusbankerne fra møllen til Vokslev lagde ørrederne hvert år deres æg. I 1979 blev der etableret en fisketrappe, som imidlertid aldrig blev særligt effektiv, så i 2010 blev opstemningen og fisketrappen erstattet af et cirka 160 m langt stryg, der erstatter det lodrette fald på to meter, der var ved opstemningen. Vandspejlet i åen ovenfor stryget er derfor det samme, som før projektet blev gennemført. Stryget kan rumme hele åens vandføring, også ved store afstrømninger. Der er ingen styrt i stryget, så nu kan alle fiskearter og smådyr vandre forbi Huul Mølle. Denne korte strækning er også i dag tæt på at være det perfekte vandløb.

Om navnet Vokslev

Ældste afskrift af stednavnet Vokslev er fra år 1231, hvor det blev stavet Waxlef. Første led af ordet er enten mandsnavnet Wak eller navneordet voks. Andet led ”lev” hænger blandt andet sammen med ordet levne og betyder, ”noget der er efterladt” eller ”arvegods.” Stednavnet kan derfor betyde, "Waks arvegods" eller "arvegodset der er rigt på voks."