Himmelhøj naturlegeplads

Et sted for de små
Himmelhøj er et tilbud til børnefamilier med små børn og i høj grad også til børneinstitutioner. Arealet er spækket med små "baser", hver med sin bålplads og læmulighed, så der kan være mange uafhængige grupper ad gangen. Himmelhøj består af 4 baser med hver sit tema og udtryk, som lægger op til forskellige lege og aktiviteter.

Himmelhøj er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond og Friluftsrådet.

De 4 baser på naturlegepladsen Himmelhøj, ligger tæt på Metro station Vestamager

Himmelhøjs fire hjørner


Amagerarken
Arken er over 50 m. lang og er meget bred. Den indeholder overdækkede læsteder, labyrinter, stendysse, teaterscener, bålsted og meget mere.

Ideen er, at arken er strandet på det inddæmmede Vestamager og dyrene ombord – dåhjortene, rævene, musene, græshopperne, engmyrene, vadefuglene med flere er gået i land. Arken kan bruges som udgangspunkt for opdagelse af dyrelivet på Kalvebod Fælled.

 

 

Arken

Her kan I.....
I hver sin ende af arken ligger en scene placeret som et amfiteater. Disse scener kan bruges som rum for leg, men også indgå i et forløb, hvor institutioner laver små optrin for hinanden.

Forstil jer at børn laver teater, som handler om hjorten, viben og ræven fra Kalvebod Fælled der mødes og en handling opstår.

Insektskoven
Whooo! jeg er et insekt på jagt mellem de høje planter. Her er det dig, der kan lege, at du er et insekt. De store sorte træstammer er græsstrå eller måske er det vandplanter på bunden af en sø. Du bor, lever og finder føde mellem disse "planter". Husk at passe på, nogle af de andre insekter kan være rovdyr, som vil fange og æde dig.

Insektskov


 Kalvebod Fælled er et skønt sted at tage på insektsafari, hvad enten det handler om at fange små dyr i lokale vandhuller, eller gå på jagt efter biller, edderkopper og andet småkravl på landjorden.

Det er derfor en god ide, at institutionen selv medbringer et par net og nogle beholder til opbevaring og undersøgelse af fangsten.

Aktiviteter

NB! Natur giver snavs på tøjet
De sorte stammer vil smitte af indtil vind og vejr har renset dem. Derfor skal I være forbedret på lidt "snavs" på tøjet, men det er nemt at vaske af.

Ildstedet
Bag den store cirkel af kampesten gemmer der sig et smukt ildsted bygget i sten. Ilden har fulgt mennesket som en tro tjener gennem tusindvis af år, især ved tilberedning af mad.

 

Brænde 
  Kan købes i Friluftshuset på Naturcenter Amager. I kan også medbringe en pose grillkul eller briketter, hvis I skal lave mad over bål.

Aktiviteter:

Mad med røg og sjov med ild
Hjemmelavet fladbrød.
Medbring lidt fuldkernede eller knækkede hvedekerner, som kan males til mel på gruttestenene. Melet blandes med vand, salt og evt. lidt købemel. I kan også bruge naturens krydderurter, brændenælder, skvalderkål og vejbred.  Dejen deles i små portioner der trilles til kugler mellem hænderne og klappes til fladbrød. Brødet bages direkte på risten. Pas på når i vender dem, at de ikke falder ned mellem tremmerne.

Lav dit eget tegnekul
Klip en fingertyk pilegren af en busk bag naturcenteret. Grenen klippes i ca. 10 cm. lange stykker. Nu gemmes pilestykkerne i fint strandsand i en gammel kagedåse. Kagedåsen stilles i bålet i en lille time, og vupti så har I lavet de fineste tegnekul.

Himmelhøjs designer
Naturstyrelsen har hyret en italienskfødt landskabskunstner, Alfio Bonanno til den spændende opgave at skabe et "rum" i naturen, som ligger midt mellem kunst og traditionel legeplads.

Alfio Bonanno

Som Alfio selv formulerer det: "Jeg er dybt fascineret af det skel, der ligger i brudlinjen mellem land og by, naturen bliver en kraftfuldt kontrast til Ørestadens moderne by i glas og stål. De fire elementer i området skal med leg og inspiration bidrage til stærke kropslige oplevelser og fordybelse i Kalvebods Fælleds særprægede natur".

Alfio har suget landskabet til sig i skabelsen af elementer og taget udgangspunkt i de omkringliggende naturmaterialer, det bliver til 4 store installationer eller baser, som hver især præsenterer en landskabstype eller en oplevelsesmulighed. Alfio Bonanno er bl.a. kendt for at have lavet en stor børninstallation i Søhaven på Louisiana, men har derudover lavet naturkunst i hele verden.

Find Himmelhøj
Du kommer dertil ved at tage Metroen til Vestamager Station - der er kun 14 minutters kørsel fra Nørreport. Fra stationen er der 5 minutters gang til Himmelhøj.