Ny naturlegeplads i Kirkendrup Skov ved Odense

12-12-2008

Naturstyrelsen – Fyn har netop åbnet en ny naturlegeplads i Kirkendrup Skov ved Odense. På naturlegepladsen kan børnene klatre, gynge, gemme sig i krattet og som noget nyt finde tekster på kendte børnesange sammen med eventuelt mor og far.

Børnene sidder forventningsfuldt ved bålet Naturstyrelsen – Fyn har netop åbnet en ny naturlegeplads i Kirkendrup Skov ved Odense. På naturlegepladsen kan børnene klatre, gynge, gemme sig i krattet og som noget nyt finde tekster på kendte børnesange sammen med eventuelt mor og far. Flere af teksterne er placeret rundt i skoven ved træskulpturer af kunstneren Allan Bo Jensen. For forældre og pædagoger findes borde, bænke og et bålhus, hvor man i ly for vind og vejr kan spise sin medbragte mad.

Kirkendrup Skov er en ung bynær skov, som er anlagt med fokus på friluftsoplevelser. Naturlegepladsen, der retter sig mod de yngre borgere, er seneste skud på stammen af friluftstilbud. Kirkendrup Skov kan endvidere tilbyde to hundeskove, en ridesti, en mountainbikerute, bålpladser og en række stier.