Skjernåens ørreder får ny vandvej

18-02-2009

Gjaldbækken får direkte kontakt til Skjern Å
Fra det store, militære skydeterræn i Borris udspringer Gjaldbækken - en usædvanlig ren og klarvandet bæk. En bæk, der har potentiale som yngleområde for ørreder. Problemet har blot hidtil været at bækken udløber i den gamle parrallelkanal i Skjern Enge, der i dag har næsten stillestående vand og kun ringe kontakt med Skjern Å i form af en rørunderføring.

Det er der nu lavet om på. I et samarbejde mellem Ringkøbing-Skjern Kommune, Naturstyrelsen, forsvaret og en privat lodsejer er bækken nu via et vandkryds ført henover parrallelkanalen, hvorefter nyetablerede slyngninger skaber direkte kontakt til Skjern Å.

"Vi forventer at projektet vil betyde at åens ørreder nu vil søge op i bækken til de steder, hvor Danmarks Center for Vildlaks er i færd med at etablere gydebanker", siger skovfoged Niels Lisborg, Naturstyrelsen. "Bækken er en fin naturperle og det nye projekt vil forbedre mulighederne for vandløbets dyreliv."

De første fisk er allerede observeret i færd med at udforske den nye vandvej, der snor sig langt ind i det militære terræn.