Tal viser: De unge er vilde med hundeskove

23-02-2009

For første gang nogensinde er der nu kommet tal for hvilke befolkningsgrupper, der bruger de særlige hundeskove i Danmark. Og mod forventning viser det sig, at hundeskovene især er populære blandt de unge, oplyser Naturstyrelsen.

Det fremgår af en ny undersøgelse, som Institut for Konjunktur-Analyse (IFKA) har lavet for Naturstyrelsen.

18 procent af danskerne benyttede i løbet af 2008 en af de mere end 150 hundeskove, der er fordelt på hele landet. Og blandt de 15-19-årige drenge var det cirka 35 procent. Også unge kvinder er hyppige gæster i hundeskovene. I fjor benyttede cirka 30 procent af de 20-24-årige kvinder sig af muligheden.