Naturkanon: Søndag besøger miljøministeren Søhøjlandet

16-01-2009

Kom og giv dit besyv med, når Miljøminister Troels Lund Poulsen søndag den 18. januar inviterer alle til debat-arrangement om den kommende naturkanon ved Mossø midt mellem Horsens og Silkeborg

En blå isfugl, Gudenåen der slynger sig af sted, Nordstjernen på nattehimlen, kridhvidt kvartssand, en glubsk gedde eller noget helt andet? Hvad er så smukt og væsentligt i naturen i Søhøjlandet, at det bør være med i hele Danmarks Naturkanon, som skal skrives i 2009?

Kom og giv dit besyv med, når Miljøminister Troels Lund Poulsen søndag den 18. januar inviterer alle til debat-arrangement om den kommende naturkanon ved Mossø midt mellem Horsens og Silkeborg.

Der bliver mulighed for bl.a. at deltage i en af flere inspirationsture med guide rundt i det naturskønne område. Hovedemnerne for turene er: fugle og dyreliv, geologi og landskaber og endelig naturtyper, dyr og planter.

Der vil blive serveret varm kaffe eller kakao og hygge omkring et stort bål.

På pladsen sørger foreningen Natur og Ungdom for en stribe aktiviteter i relation til naturkanonen. Aktiviteterne er også velegnede for børn og tager udgangspunkt i forslag til den kommende naturkanon.

Alle er velkomne. Arrangementet er gratis og finder sted nu på søndag den 18. januar fra kl. 13.00  til ca. kl. 15.00.

Læs mere på

  • <>Naturkanon