700 gæster til Store Brændedag i Stenbjerg og Tranum

27-01-2009

Fra Store Brændedag i Tranum. Foto: Thorbjørn Nørgaard

Godt 700 besøgende havde valgt at komme til et af de to arrangementer som Naturstyrelsen – Thy og Vendsyssel holdt i forbindelse med St. Brændedag i lørdags.

I Tranum kunne de 550 besøgende opleve en bred vifte af de mange måder, man kan få energi af et besøg i skoven af.

Fældning af store træer, hånddrevne brændekløvemaskiner, fileværksted, figurskæring, storskala flishugning, hestevognsture, træklatring m.m. For at kunne modstå de mange udfordringer, var der masser af smagsprøver i form af snobrød, pandekager og en lokal gårdbutik, som hele dagen uddelte smagsprøver til gæsterne.

Skortensfejere og brændeovnsforhandlere sørgede for, at det oparbejdede brænde blev afbrændt på den miljømæssigt bedste måde, og når man blev træt af al den vaden rundt i skoven, kunne man slappe af i et udendørs, brændeopvarmet hot tub.

"Da vi åbnede i morges regnede det endnu lidt og vi blev derfor positivt overraskede, da de første 200 allerede var kommet efter den første halve time. Stemningen var høj, spørge- og prøvelysten stor, og gæsterne blev her hele dagen" fortæller Søren O. Sørensen og Thorbjørn Nørgård fra henholdsvis Naturstyrelsen – Vendsyssel og Thy. "Vi havde bevidst lavet arrangementet bredt, så det ikke kun var Far som ville komme for at se på sav og teknik, men så hele familien kunne tilbringe en dag i skoven og få energi til mere"

I Stenbjerg var arrangementet mere målrettet de mange supersankere, som hvert år laver store mængder brænde i Thys plantager. Tonny Toftdal fra Naturstyrelsen – Thy oplevede stor interesse fra de godt 150 som havde valgt at reagere på invitationen som supersankere. "Hvert år kommer her mange sankere og selvskovere og hjælper os med at rydde op på steder, vi ellers ikke ville komme", fortæller Tonny Toftdal. "Med denne dag ville jeg sige tak for hjælpen og vise dem alle, hvordan de kan lette det i forvejen tunge arbejde med at fælde træerne og oparbejde brændet. Der kan jo ligge en stor lettelse i at bruge de bedste redskaber og metoder."
"Jeg er overbevist om, at gæsterne fik noget med hjem herfra", slutter Tonny.

- hvilket denne e-mail fra en af dagens gæster vidner om:

"Tak til de implicerede skovens folk for en lærerig, godt tilrettelagt, særdeles veludført seance i Stenbjerg Klitplantage. Det var en fornøjelse at se skovløberens suveræne arbejde med motorsaven."