Nationalpark Thy Marathon

01-01-2009

Nationalpark Thy Marathon løbes for første gang lørdag den 5. september 2009.

Denne udsigt venter løberne i Thy. Foto: Ib Nord Nielsen

Nationalpark Thy Marathon løbes for første gang lørdag den 5. september 2009.

Den nye marathon kommer i stand på initiativ af lokale løbere og i samarbejde med blandt andre Thisted Kommune, det lokale erhvervsliv, Nordjyske Medier og Naturstyrelsen – Thy.

Flere lokale virksomheder har meldt sig som sponsorer, og allerede nu, hvor planlægningen er i sit indledende stade, spores der stor interesse for at deltage - ikke bare lokalt, men fra løbere i hele landet.

Mange løbere i Thy har deltaget i marathonløb i ind- og udland. En af dem er fiskeeksportør Torben Grønkær. Han var en af initiativtagerne til Nationalpark Thy Marathon, for som han siger:
- Når man løber marathon i de store byer, ser man kun asfalt, beton og forstadskvarterer. Her i Thy vil løberne få en uforglemmelig naturoplevelse samtidig.

Nationalpark Thy Marathon tilbyder både en hel- og en halvmarathon. Begge ruter udgår fra Badepladsen ved Nors Sø, og de første knapt 9 km af ruten mod vest er fælles. Herfra deler ruterne sig. Marathonen går mod nord omkring Hanstholm Reservatet og Nors Sø, mens halvmarathonen går syd om Vandet Sø.

En marathon hjemmeside er under udarbejdelse. Her vil man kunne følge forberedelserne, få praktiske oplysninger og foretage tilmelding.