Kulsvidning i Grib Skov

07-07-2009

Velkommen til Kulsvidningsarrngement i Gribskov d. 11. juli. Kl. 15

Milen opbygges op om et hjerte, hvorpå de lange brændestykker stables. Til sidst dækkes milen af græstørv og kulsmuld fra sidste brænding. De første skriftlige kilder om kulsvidning i Nordsjælland er fra 1500- tallet. Dengang befalede Chr. III abbeden på Esrum Kloster at levere trækul til kongehuset. Siden er meget kul blevet til i bl.a Gribskov. Dog døde dette erhverv ud i 1930´erne. Men i 1984 genoptog Maarum Kulsvierlaug atter traditionen med at svide kul i Gribskov. De har siden hvert år opsat 3 miler, hvor af de 2 åbnes mens skoven er fuld af gæster , som kan følge med i processen og lære håndværket at kende. Også i år er der mulighed for, at få indblik i dette stykke danmarkshistorie.

D. 11. juli vil der atter være røg i skoven. Maarum Kulsvierlaug har tændt de første kulmiler og passet dem troligt. Nu skal de åbnes og en ny bygges op og tændes. Der er en stemning af gamle dage, når de sodfarvede kulsviere arbejder med milerne og driller hinanden. Skovturen går som sædvanlig over til mindestenen for Trustrup by, en af de sidste kulsvierlandsbyer i Gribskov. Dagen afsluttes med grillmad og fællessang, når musikken spiller op.

Ta´ både aftensmad med til grillen, tæppet og børnene og oplev stemningen. Det er altid 2. lørdag i juli og i år altså d. 11. juli kl. 15 - 17 (herefter grill).

Mødestedet er Milepladsen ved Duemosehus, Nymårumvej Buslinie: 365 eller Gribskovbanen til Duemose trinbræt. Gå efter skiltene. Skov-og Naturstyrelsen Nordsjælland og Maarum Kulsvierlaug er værter ved arrangementet.


Læs mere:

Kulsvidning i Grib Skov
Maarum Kulsvierlaug har fået sin egen folder. Her kan du læse mere om Kulsvierne i Gribskov. (PDF)