Ny portal om badevand opdateres dagligt

02-07-2009

Knapt kan badesæsonen gå i gang, før man hører om alt det, der kan gå galt med
det gode rene danske badevand: Akut forurening efter kraftige regnskyl.

Angreb af horder af alger. Badeforbud. Så hvad gør en klog?

Fra i dag kan man i hvert fald søge råd på en helt ny badevandsportal på By- og Landskabsstyrelsens hjemmeside: www.blst.dk/badevand .

By- og Landskabsstyrelsen har ansvaret for regler og bekendtgørelser om badevandet og skal løbende indsamle viden om badevandskvalitet fra kommunerne.
Sammen med en række gode råd og vejledninger vil den nye badevands-portal
samle al viden om badevandet – og udvikle en service, der giver dagligt
opdaterede oplysninger om badevandet ved strandene i hele Danmark.

Hjemmesiden har kort til alle danske badestande, både de 96 pct. med godt og
rent badevand – og de forholdsvis få strande med badeforbud eller tvivlsomt
badevand. Der er også kort til badevandet i hele Europa.

By- og Landskabsstyrelsen foretager denne sommer et pilotprojekt, hvor man
dagligt vil søge oplysninger hos kommunerne, så man øjeblikkeligt kan give
borgerne besked, hvis der sker akutte forureninger på ellers gode badestrande
– ligesom man vil følge eventuelle algeopblomstringer tæt – og give gode råd
om, hvordan man tackler situationen.

Seneste nye er fx, at Frederiksdals Fribad er lukket for badning pga. algeopblomstring.

Seneste nyt er fx, at Frederiksdals Fribad er lukket for badning pga. algeopblomstring. Badevandsportalen fungerer også som opslagstavle med andre sommerråd om
spabade og pools i sommerhuse.

”Kvaliteten af det danske badevand bliver bedre og bedre, men selv på gode
badestrande skal man holde øje med farer for både bakterieudslip og
algeforekomster. Derfor har vi udvidet vores hjemmeside med mere stof om
badevand, så landets badegæster fremover får én samlet – og brugervenlig -
indgang til oplysningerne,” siger kontorchef Marianne Moth, By- og
Landskabsstyrelsen, Vand.

Brugerne af badevandsportalen får også adgang til links til andre services som
f.eks. badevandstemperaturer (DMI), de gode baderåd (Rådet for Større
Badesikkerhed) og historiske data for badevandets kvalitet (By- og
Landskabsstyrelsen).

Læs mere på: www.blst.dk/badevand .

Yderligere oplysninger:
Marianne Moth, kontorchef, By- og Landskabsstyrelsen, tlf. 7254 4891
Kenneth Bo Jørgensen, presse- og kommunikationschef, tlf. 2021 6673