17-06-2009

Nyt amfiteater ved Frøbjerg Bavnehøj indvies af miljøminister Troels Lund Poulsen søndag den 21. juni kl. 16. Alle er velkomne.

Et nyt amfiteater er opført på Frøbjerg Bavnehøj på Fyn. Smukt indpasset i naturen vil teateret fremover bl.a. give de årlige Frøbjerg Festspil fantastiske rammer.

”Jeg er glad for, at vi nu kan stille et tidssvarende anlæg til rådighed for de mange mennesker, der hvert år besøger Frøbjerg Bavnehøj for at overvære Frøbjerg Festspils forestilling eller deltage i offentlige møder m.v. Jeg synes, det er et superflot anlæg med et bæredygtigt design, der passer til området”, siger skovrider Søren K. Strandgaard fra Skov- og Naturstyrelsen.

Søndag den 21. juni indvier miljøminister Troels Lund Poulsen det nye amfiteater.

Indvielsen finder sted på festpladsen ved Frøbjerg Bavnehøj og begynder klokken 16. Arrangementet forventes at vare 1½ time. Alle er meget velkomne.

Ved indvielsen vil der være fællessang, taler, optræden af kor og solister fra Frøbjerg Fest-spil og der bydes på en lille forfriskning.

Anlægget er blevet til i et samarbejde mellem Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen, Assens Kommune, Den Selvejende Institution Frøbjerg Bavnehøjs Amfiteater, Foreningen Frøbjerg Festspil og andre lokale foreninger, fonde, banker og private.