Skovhjælperne kommer til Gribskov

29-06-2009

Som noget helt nyt begynder en gruppe udviklingshæmmede i Nordsjælland nu som skovhjælpere på skovlegepladsen Eghjorten mellem Hillerød og Fredensborg. Eghjorten er en af landets allermest besøgte skovlegepladser.

Skovhjælpere stabler brænde Som noget helt nyt begynder en gruppe udviklingshæmmede i Nordsjælland nu som skovhjælpere på skovlegepladsen Eghjorten mellem Hillerød og Fredensborg. Eghjorten er en af landets allermest besøgte skovlegepladser.

75.000 børn og voksne bruger hvert år Eghjorten og de mange brugere vil fremover blive mødt af skovhjælperne, som vil kunne hjælpe dem med alt muligt. De vil bl.a. sørge for, at der altid er brænde til bålstedet, at de mange børneinstitutioner, der også bruger skovlegepladsen for en god oplevelse, og at området er pænt og ryddelig.

Onsdag den 1. juli bliver der officielt taget imod de første skovhjælpere på Eghjorten. Det sker når miljøminister Troels Lund Poulsen og Hillerøds borgmester Kirsten Jensen indvier det nye skovhjælperprojekt i Gribskov.

”Inspirationen til skovhjælperne på Eghjorten har vi fra et tilsvarende projekt som Miljøministeriet gennem en årrække har haft på Naturcenter Herstedhøje i Vestskoven ved København. Her giver skovhjælperne - og deres familier og bosteder - udtryk for, at arbejdsopgaverne i naturen omkring naturcentret både har givet en større selvtillid og selvværd – og skovhjælperne har oplevet at deres arbejde har reel betydning for den daglige drift af naturcentret. Gæsterne får simpelthen en bedre service og naturoplevelse”, fortæller skovfoged Svend Løw fra Skov- og Naturstyrelsen.

På baggrund af de gode erfaringer fra Vestskoven inviterede miljøminister Troels Lund Poulsen i foråret alle landets kommuner med i et samarbejde om at udbrede skovhjælperordningen til hele landet. Miljøministeriet bidrag er bl.a. at stille arealer og erfaringer til rådighed. Og nu er skovhjælperordning så også kommet til Hillerød Kommune efter forslag fra Reva Trollesbro, som er en virksomhed, der hjælper folk fra det rummelige arbejdsmarked.

Skovhjælperne på Eghjorten er et samarbejdsprojekt mellem Skov- og Naturstyrelsen under Miljøministeriet, Hillerød kommune ved Reva Trollesbro og Skovskolen i Nødebo, der er en afdeling under Skov- og Landskab, KU-Life.

Alle er velkomne til officiel åbning onsdag 1.juli klokken 9.30 til 10.30. Mødestedet er indgangen til Skovlegepladsen Eghjorten, Jespervej 309, 3400 Hillerød. Ud over de officielle taler ved miljøminister og borgmester vil der bl.a. være snobrødsbagning, bål, hyldeblomstdrik og ”skovsnegle” (kager) til børn og voksne.

På samme måde som i Vestskoven - og nu også på Eghjorten i Gribskov - har Miljøministeriet tilsvarende projekter på Bornholm og på det vestlige Amager.