Monkey Sunday på Ulvshale

15-06-2009

Monkey Sunday på Ulvshale var abeskøn. Børn og unge boltrede sig mellem træernes kroner og i kajakker på bølgen blå.

Strålende sol og en let brise fra havet satte perfekte vejrmæssige rammer for Monkey Sunday på Møn. Midt i Ulvshale Skov blev skovens ro fra tid til anden brudt af vilde abehyl. En svævebane spændt op mellem Festpladsens gamle ege sendte store børn susende og hujende gennem trækronerne.

Inde blandt stammerne hjalp børn og voksne hinanden med at gå på line. En såkaldt slack-line var spændt ud et stykke over jorden, og det var sværere end som så at holde balancen på den tynde line. Børnene var bedst i denne disciplin. Henne ved bålet sad mødre med de mindre børn og hyggede sig med snobrødsbagning på medbragte tæpper. Havde man lyst til at se mere af skoven kunne man springe på en mountainbike og udstyret med GPS udforske alle afkroge af Ulvshale.

Ved Ulvshale Strand var der dyb koncentration. Kajakinstruktører fortalte om sikkerhed og grundteknikker og børn og voksne iførte sig våddragter og redningsveste. På vandet gled kajakkerne tyst rundt og havørnen kvitterede ved at glide majestætisk forbi kysten. Ind imellem var der skumsprøjt og høje plask, når roerne faldt i vandet for at øve disciplinen makkerredning.

’Det har været en rigtig fin dag. Jeg tror mange børn har fået øjnene op for, at naturen rummer fantastiske muligheder for udfoldelse. En skovtur behøver ikke være spor kedelig, selvom man er 14 år og til daglig måske hellere vil spille computer’ fortæller naturvejleder Marie Roland Tarby. Dagens deltagere understregede budskabet. ’Jeg skal så meget gå til havkajak’ erklærede 12 -årige Holger med eftertryk. Han havde taget turen med sin familie hele vejen fra Roskilde, for at deltage i Monkey Sunday på Møn.

En abeskøn dag, som sagtens kunne gentages næste år, var alle deltagere enige om.