Danmarks første downhill cykelbane åbnes på Bornholm i weekenden - kom og vær med

22-05-2009

Miljøminister Troels Lund Poulsen åbner på søndag en ny downhill-cykelbane ved Rytterknægten i Almindingen. Det er en bane med stor hældning og udfordrende passager, f.eks. små broer og store sten, som egner sig til mountainbike-cykler eller de specialudviklede downhill-cykler. Det er den første af sin art i Danmark.

Foto: Colourbox.com Miljøminister Troels Lund Poulsen åbner på søndag en ny downhill-cykelbane ved Rytterknægten i Almindingen. Det er en bane med stor hældning og udfordrende passager, f.eks. små broer og store sten, som egner sig til mountainbike-cykler eller de specialudviklede downhill-cykler. Det er den første af sin art i Danmark.

Derudover vil miljøminister Troels Lund Poulsen på søndag indvie "Klippely" i Ekkodalen. ”Klippely” vil fremover lægger hus til et lokalt skovhjælperprojektet for udviklingshæmmede og en økobase med tilbud til skoler og instiutioner. Skovhjælpernes opgave bliver bl.a. at hjælpe økobasens og områdets mange skovgæster. Skovhjælperprojektet er Bornholms Regionskommunes nye tilbud til udviklingshæmmede.

Ved indvielsen af ”Klippely” vil ministeren også blive præsenteret for et Skovbi-projektet der er med til at sikre de nordiske honningbier. (Pressemeddelelse: Flere honningbier skal på vingerne )

Alle er velkomne - store som små - og arrangementet er gratis. Mødestedet er ved rytterknægten kl. 10:00.

Dagens program:

10:00

Miljøminister Troels Lund Poulsen indvier Danmarks første downhill cykelbane

10:30

"I miljøministerens cykelspor" - en guidet vandretur fra Rytterknægten til Ekkodalen.

11:00

Indvielse af Klippely i Ekkodalen.

11:30

Oplev en økobase.

Hele dagen er der tilbud til alle i Almindingen:

På "Klippely" vil der blive serveret snobrød, pandekager og popcorn over skovhjælpernes bål. Derefter er der åbent i økobasen, hvor alle – børn som voksne - bevæbnet med fiskenet, lup og akvarier kan kigge på smådyr i det våde element. Der vil være musejagt og mulighed for at smage på skovens honning og høre om skovbierne.

I forbindelse med åbningen af downhill cykelbane vil der være opvisning i downhill-kørsel og alle vil få chancen for at prøve mountainbike under kyndig vejledning af Team Cycling Bornholm.