Stor indsats for Mølleåen

07-05-2009

Skotsk Højlandskvæg sættes ud på ny græsningseng.

Landskabet bliver smukkere. Vandet bliver renere. Der bliver flere dyr, planter og insekter - også af de sjældne arter.

Det skulle gerne blive resultatet af en stor natur- og miljøindsats for Mølleåen og det landskab, den løber igennem fra sin start i Bastrup sø mellem Lynge og Ganløse, og til den udmunder i Øresund ved Strandmøllen. Der skal ske en række forskellige tiltag, og nogle af dem skal foregå i den øvre del mellem Farum Sø og Bastrup sø - dén strækning af åen der hedder Hestetangs Å.

Ved Hestetangs Å i Klevads Mose har Naturstyrelsen ryddet skov, så Mølleådalen igen fremstår i sin helhed, og igen er en græsningseng, som det var engang. Vi begyndte i februar med at fælde træerne og sagde dengang, at vi var færdige til maj.

6 stk. Skotsk Højlandskvæg blev onsdag d. 6. maj sat på græs. Alt så fint ud. Græsset var begyndt at komme dér, hvor der før var skov, gøgen kukkede, og kvierne gik straks i gang med at udforske arealet.