Oplev livet i tusmørke på Avnø

26-05-2009

Liv i tusmørket
Den 5. juni kl. 21.30 inviterer Avnø Naturcenter og Astronomisk Forening for Sydsjælland (AFFS) på tusmørke oplevelser.

Liv i tusmørket

Den 5. juni kl. 21.30 inviterer Avnø Naturcenter og Astronomisk Forening for Sydsjælland (AFFS) på tusmørke oplevelser.

Det hele forandres ved solnedgang. Lys, lyd og temperatur ændres og nattens dyr vågner langsomt op. I starten af juni kan man høre rigtig mange forskellige fugle og hvis vi er heldige, hører vi også fløjtetudsen og strandtudsen, der yngler i de lavvandede søer på Avnø.

Vi tager flagermusdetektoren med på en tur til skoven nord for naturcenteret. Detektoren kan oversætte flagermusens lyde til noget vi med vores øre kan høre og bølgelængden fortæller hvilken art det er.

Efter at det er begyndt at blive mørkt, omkring kl. 23, vil AFFS til tusmørkets lyde vise rundt på himmelen. Først vil vi give en guidet tur rundt på himlen uden kikkert hvor de mest i øjnefaldne stjerner og stjernebilleder vil bliver udpeget.

Kollage af Michael Stauning

Når vi har set os mætte i stjernerne, vil vi vende vores teleskoper mod Månen, som d. 5 juni kun er et par dage fra fuldmåne, så der vil være masser af kratere at se. Og et kik i et af teleskoperne vil give en fascinerende fornemmelse af at svæve hen over kraterne.

Saturn med dens fantastiske ringe og små prikker af måner, står også højt på himmelen i tusmørket, så den vil vi selvfølgelig også se på.

Udsigt fra tårnet, foto Avnø Naturcenter

I tusmørket vil vi helt sikkert se en masse satellitter og mens vi står og spejder efter satellitterne kan det være, at vi er heldige også at se et stjernskud eller to.