Rekordmange til naturarrangement nu på søndag? Guidet tur i skredområde sydøst for Herning

27-03-2009

Nu får du endnu en mulighed for at opleve naturen i Søby Brunkulslejer, som har ændret total karakter siden området blev ramt af et voldsomt og dramatisk skred i midten af februar. På søndag holder Naturstyrelsens en guidet tur i det nu kraterlignende område.

Alle er velkomne, og det er gratis at deltage. Turen begynder kl. 16 og varer knap to timer.

Mødested: Brunkulsvej 17, Søby, 7400 Herning. Tilmelding er ikke nødvendig, man møder bare op.

Det historiske jordskred i Søby Brunkulslejer har fået et areal på 10 hektar til at sænke sig mærkbart, nogle steder med flere meter. Herved er der opstået op mod 30 nye øer i to nærliggende søer. Desuden er mange træer væltede, og nogle steder er det kun træernes toppe, der rager op over vandet.

Store dele af området er overskyllet med sand og brunkulsstøv, og der ses nu en lang række kratere eller ’gejserhuller’, hvor vand fra undergrunden er blevet presset op i stråler.

Turen på søndag er den fjerde guidede tur i området. Interessen har nemlig vist sig at være enorm. Alene sidste søndag deltog knap 700 mennesker, og til sammen har der nu været over 1.000 mennesker med på de hidtidige ture.

”Vi er blevet opfordret til at holde endnu en tur, og det har vi sagt ja til! Vi er blevet kimet ned her i ugens løb. Både privatpersoner, turistkontorer og personaleforeninger har ringet”, fortæller skovfoged Hans Jensen fra Naturstyrelsens enhed i Midtjylland, der står for turen.

Husk godt fodtøj. God fornøjelse!

Yderligere info kan fås ved at kontakte skovfoged Hansen Jensen på mobiltelefon 51 56 17 76 eller e-mail:

Det er tilladt at færdes i området på egen hånd. Anvisninger på skiltene skal dog respekteres, idet der kan være forbundet med fare at færdes i dele af området. Færdsel i naturen sker i øvrigt altid på eget ansvar.

Naturstyrelsen har netop produceret en særlig folder om Søby Brunkulslejer. Folderen vil snarest blive anbragt i kasser, der er placeret i området. Samtidig sendes folderen ud til biblioteker og turistkontorer.