Vi fælder et kæmpetræ - kom og se

27-03-2009

Kom og vær med, når et af skovens kæmper falder

Vintereg foto: Lars Holmsted

Vi skal fælde et par store træer søndag den 29. marts klokken 10-11 ved Christianshøjkroen i Almindingen

Vi inviterer jer til at opleve braget, drønet og det imponerende syn når en gammel gigant styrter til jorden.

Bevæbnet med larmende motorsave og mange års erfaring viser vore skovarbejdere, hvordan man fælder skovens kæmper – og kontrollerer hvor de lander!

Oplev et stykke skovekvilibrisme du sjældent ser i villahaven. Det er ikke hver dag man har lejligheden til at se de mange tons styrte mod skovbunden. Vi har på opfordring fra skovens publikum denne dag valgt at lade processen foregå med tilskuere.

Kom og få en snak med en erfaren skovarbejder, der vil kunne fortælle om alle de forskellige overvejelser der ligger bag, inden man starter motorsaven og går i gang med at save.

Vi udskriver en lille konkurrence blandt de fremmødte:

  • Hvem kan gætte hvor gammel træet er? -Vi tæller årringene på stødet og får svaret.
  • Hvor langt er træet? –Vi måler på træet når det ligger ned.
  • Hvor mange kubikmeter træ er der i det store træ?


Du vil kunne høre om de tekniske overvejelser der går forud før motorsaven startes:

  • Hvor lægges forhugget?
  • Hvor bred er fældekammen?
  • Har træer tæer?
  • Kan træer få et stik i hjertet?
  • Desuden kan du høre om træets historie og anvendelse.

Danmarks kommende naturkanon vil også blive berørt.