Familiedag i juleskoven ved Virkethus

17-11-2009

Bladene falder af træerne, vinden raser og regnen drypper, men ude i skoven er der maser af liv og spændende oplevelser for hele familien.

Søndag den 29. november er det 1. søndag i advent. Vi starter juleriet med en hyggelig familiedag i juleskoven ved Virkethus - det grønne forsamlingshus.


Tag far og mor med i skoven. Hvis du er heldig, møder du skovnissen Kogle og alle hans venner. Du kan læse meget mere om Kogle i en bog, der kan købes for en rund femkrone på dagen.

Du kan også komme på opdagelse i skoven og finde mos, kogler og gran til din egen juledekoration. Naturvejlederne står klar med gode råd om, hvad man må samle i naturen. Medbring gerne en indsamlingskurv, rosensaks og husk fornuftigt varmt tøj.

På Familesundhedspladsen ved Virkethus kan du få hjælp til at fremstille en juledekoration. Du kan også lave din helt egen skovnisse i vores nisseværksted.

Hos de Blå Spejdere fra Nykøbing F kan du købe æbleskiver og varme drikke. Du kan også være ’spejder for en dag’ og komme på et lille opgaveløb i skoven.
Vi mødes på Familiesundhedspladsen ved 'det grønne forsamlingshus' Virkethus, Virketvej 39, 4863 Eskilstrup. Virkethus ligger i udkanten af Hannenov skoven ca. 10 km nord for Nykøbing F.
Familiedag i juleskoven er et af Skov- og Naturstyrelsens landsdækkende arrangementer. Denne dag sætter vi fokus på, at der også om vinteren er masser at opleve på Skov- og Naturstyrelsen arealer, at folk kommer ud at røre sig i venterhalvåret. Samtidig oplyser vi om, hvad man frit må samle i skoven. Dagen krydres med masser af julestemning, varme om bålet, noget varmt til ganen osv. På landsplan er Skov- og Naturstyrelsen de eneste, der kan forventes at tilbyde et landsdækkende naturtilbud af den slags på en og samme dag.