Grøn Handi – Virkethus og familiesundhedspladsen indviet med manér

14-09-2009

Trods dystre vejrudsigter havde op mod 200 mennesker fundet vej til Hannenovskoven, nærmere bestemt Virkethus, der i forbindelse med Grøn Handi d. 30. august blev indviet som grønt forsamlingshus.

Trods dystre vejrudsigter havde op mod 200 mennesker fundet vej til Hannenovskoven, nærmere bestemt Virkethus - et tidligere skovløberhus som efter en gennemgribende renovering nu står klar til at modtage skovens gæster som grønt forsamlingshus. Her kan foreninger, ældreklubber, skoler m.m. holde møder og udflugter. I tilknytning til huset er der etableret et handicapvenligt toilet samt et flot madpakkerum, hvor man kan indtage frokosten med tag over hovedet i tilfælde af dårligt vejr. Ideen om at bruge Virkethus som forsamlingshus er blevet til i et samarbejde mellem Skov- og Naturstyrelsen – Storstrøm og Guldborgsund Kommune, og det er da også Kommunen man skal henvende sig til, hvis man fremover ønsker at leje det grønne forsamlingshus.


Sommer, sol og søndag
Det var dog ikke nødvendigt at gå i ly for vejret på denne sommerens sidste søndag, hvor det kun blev til at par enkelte dryp fra oven. De mange gæster kunne derfor i ro og mag udforske den helt nye familiesundhedsplads overfor Virkethus. Der er tale om et udendørs motionsrum med redskaber flot udført i ubehandlet robinietræ.



Guldborgsund Kommune deltog også i festlighederne med repræsentanter fra sundhedsafdelingen samt udvalgsformændene for teknik og miljø samt social og sundhed. Sundhedskonsulenterne havde på dagen opstillet en motorikbane som især børnene tumlede rundt på.
Hestevognsturene med naturvejlederen gennem skoven blev et hit og alle afgange var helt booket op.

Repræsentanter for flere handicaporganisationer og ældreforeninger valgte at lægge vejen forbi Virkethus, bl.a. Hjerteforeningen, Dansk Blindesamfund, Ældresagen og ikke mindst Falkerslev Omsorgscenter som er særdeles aktive i brugergruppen for Virkethus.

Alt i alt en flot og velbesøgt dag med mange inputs, konkluderer naturvejleder Marie Roland Tarby.