Tur i Arboretet på søndag

14-09-2009

Tag med på en aktivitetstur for hele familien på søndag i Arboretet og prøv at gå i Valdemar Seiers fodspor.

Tag med på tur i skovfoged Valdemar Seiers fodspor imellem de sjældne træer i Arboretet søndag den 20. september klokken 10.00-12.00.

Tur i Arboretet med Sanne - Foto: Conny Ogareck
Ved du, at der findes abetræer i Arboretet?
Tror du, der vokser tulipaner på tulipantræet i Arboretet?
Kan mammuttræet i Arboretet mon blive 3000 år?
Ved du, at Arbor betyder træ, og at Arboretet egentlig bare betyder en samling af træer?
Arboretet i Almindingen er en samling af endog meget spændende og anderledes træer fra forskellige steder i verden, og imellem disse sjove træer kan I, hvis I altså står tidligt op på søndag, være med på en aktivitetstur for hele familien.
Her vil Skov- og Naturstyrelsens naturvejledere Tino Hjorth Bjerregaard og Conny Ogareck tage jer med på en tur i skovfogedens fodspor imellem de meget sjældne og de mindre sjældne træer i Arboretet og fortælle om, hvad et træ egentlig er for noget. Turen krydres med gode historier om træerne og med fortællinger fra Valdemar Seiers tid i skoven for mere end 50 år siden.

Mammuttræ i Arboretet - Foto: Conny Ogareck Flyve- kalopanax i udgået elm - Foto: Conny Ogareck

Arboretet - Foto: Conny Ogareck Efterårsfarver i Arboretet - Foto: Conny Ogareck
Turen starter ved P-pladsen i Arboretet på Segenvej klokken 10.00, hvor vi går på opdagelse sammen i en times tid, hvorefter børnene får en lille opgave. Derefter kan I selv gå ud i skoven for at se jer omkring imellem træerne og prøve at løse opgaven og finde forskellige blade. Bladene kan I sætte op og presse, så I kan tage dem med hjem og måske huske hvad træerne hedder til næste gang, I har lyst til at tage i skoven.
Hvis solen skinner på Solskinsøen, så er Arboretet et dejligt sted at spise sin madpakke, så vi foreslår, at I eventuelt tager frokostkurven med, så I kan nyde den i skoven efter turen.

Turen er en del af EU-projektet "Ud i Naturen - hele året", som er et samarbejde imellem Skov- og Naturstyrelsen og NaturBornholm. Du kan læse mere projektet her:

  • Ud i naturen - hele året