Eksotiske dyr på afveje

13-04-2010

En lang rejse for at spise bornholmske æg

Afrikanske ægge-røvere i bornholmsk hønsehus

Midt på en rar forårsdag i begyndelsen af april er en jæger på Midtbornholm på vej ud for at fodre sine høns og ser til sin store skræk tre langstrakte dyr springe rundt i noget langt græs ved hegnet ind til hønsegården, medens hans hønsehold farer forskræmte rundt i hønsegården.
Hans første tanke er naturligvis, at det er mink, som vil ind og slagte hans høns, så han bevæbner sig med en haglbøsse, og da han kommer tilbage er et at dyrene kommet ind i hønsegården. Her ender det sine dage for et velrettet skud hagl. Stor er hans undren da han opdager, at ”minken” har striber på den nederste del af ryggen og ser lidt besynderlig ud. Han kontakter vildtkonsulent Tommy Hansen, og de finder ud af, at det drejer sig om en zebramangust, som normalt lever i den sydlige og centrale del af Afrikas tørre områder - en lang rejse for at spise bornholmske æg.
Min første tanke er naturligvis: "Øv endnu en mulig invasiv art", siger Tommy Hansen, så hønseejeren er nu blevet udrustet med fælder og har fået besked på at skyde dyrene, hvis de kommer igen. Det er ganske vist ikke et rovdyr på lige fod med minken, zebramangusten lever i sit hjemland mest at mindre hvirvelløse dyr, insekter, æg, rødder o.l. men den hører under ingen omstændigheder hjemme i den bornholmske natur, uanset hvor charmerende den er.
Skov- og Naturstyrelsen – Bornholm holder øje med området og forhåbentlig er det blot disse 3 stykker, som er smuttet ud af fangenskab i nærheden og havde lyst til at stjæle lidt æg. Vi tager dog ingen chancer med den slags ”fremmede dyr” i fri natur, vi har rigeligt med invasive arter i forvejen, så disse bliver fanget og skudt, inden der opstår et problem.
Vi opfordrer i øvrigt alle som holder eksotiske dyr i fangenskab til at holde dem sikkert under lås og slå, da de kan få alvorlige konsekvenser for vores hjemlige fauna, hvis de danner bestande i naturen.

Zebramangust - Foto: Tommy Hansen