Kanontur med kanontorden

28-06-2010

Skov- og Naturstyrelsen – Vendsyssels Kanontur på Skagen Odde, forløb rigtig fint, der var 24 gæster som steg på toget på Skagen Station

Søndag den 27. juni

Skov- og Naturstyrelsen – Vendsyssels Kanontur på Skagen Odde, forløb rigtig fint, der var 24 gæster som steg på toget på Skagen Station, der var lidt hyggeligt postyr, hvor mange er vi? Hvor skal vi hen? ÅÅHHH det bliver varmt, kan der købes is og vand på turen? det var jo varmt og næsten vindstille, sådan kan det også være på Skagen Odde og der var jo i turteksten lovet en lun sommeraften.

Vi blev sat af ved Bunken klitplantage, her stod Skagen Cykeludlejning klar med cyklerne, og så gik turen til Råbjerg, her var der tilrettelagt en fin lille vandretur og ørkenlandskabet, viste sig fra sine bedste sider, Milen holdt nærmest helt fri, sandmasserne var næsten gået helt til ro, det var søndag og hviledag, og turgæsterne kommenterede og beundrede det kanoniserede landskab. Derefter lidt afslapning og madpakkespisning, med toner fra lærken, munken og bogfinken.

Turen tilbage til Skagen gik i gennem Bunken klitplantage, med et par harekillinger i leg og her på, ja man kan vel sige, på årets første rigtige sommerdag, i følge deltagerne var det i hvert fald den bedste, og nåleskoven havde valgt at holde godt på varmen.

Så kom vi i gennem Hulsig og over Hulsig Hede, her var der igen mulighed for at opleve det åbne landskab, fra klittoppen blev der set, op til flere tårnfalke i jagt over heden og ikke mindst var i gøgen i hopla og kukkede lystig, et gøge par så endda ud til at have fået fornemmele for måske en lidt sen parringsleg. Inden vi nåede til Skagen Klitplantage, måtte vi igen stille cyklerne en stund, naturvejlederen havde observeret en velduftende bakkegøgelilje, ja de fleste af gæsterne var helt nede på knæ for at snuse til en af de mest sjældne orkideer i området.

Vi nåede Skagen Klitplantage i lidt for god tid til at opleve natravnens snurrende sang, men selv om skoven var blevet invaderet af mitter(knotter) blev det dog til en vandretur i området.

I gennem skyer af de små flyvende og bidende insekter, kunne den nedad gående sol betragtes, solen var delvist omgivet af en halo, et spændende lysfænomen, hvor solens stråler brydes i iskrystaller højt oppe i atmosfæren, ikke et ord om hallucinationer, selv om, at vi efter denne oplevelse måtte tage flugten fra det flyvende kryb, tilsat kaskader af kanonsalver, ja man tror det næppe sådan en lun sommeraften, men sandt var det, Tordenskjolds Soldater var godt i gang med et voldsomt slag, da det var trettende år i træk, at der blev afholdt Tordenskjoldsdage i Frederikshavn, og det kan næsten siges, at det var ved roden af Skagen Odde.

Sidste etape i plantagen gik forbi en slette med et dejligt syn, en rådyr familie i leg med et af årets første rålam.

Tilbage ved Skagen Station blev cyklerne afleveret sammen med de 24 gæster, som alle gav udtryk for, at de havde været på fantastisk rejse i det Kanoniserede landskab.

Fin tur alle mætte og glade af dagens oplevelser. Kombinationen af togrejse, cykel og vandretur fungerede fint.

Mange natur-hilsner fra Skov- og Naturstyrelsen – Vendsyssel og naturvejleder Villy K. Hansen