Kanontur på Klostermølle og i Nordby Bakker

30-06-2010

Foto: Colourbox.com Søndag den 27. juni var store naturkanondag i hele landet, hvor formålet var at præsentere de 24 områder ud over ladet der er udpeget som særlig værdifulde.

Skov- og Naturstyrelsen – Søhøjlandet har to områder der er udpeget som steder i Naturkanonen nemlig Nordby Bakker på Samsø og Søhøjlandet - så vi lavede to arrangementer.
Nordby Bakker
Nordby bakker på Samsø er en af Danmarks flotteste overdrev med et fantastisk plante og dyreliv. Her var planlagt en tur hvor biolog Rune Hauskov i spidsen viste rundt i landskabet omkring Møgelskår og Espedal.

Det blev fortalt om områdets helt specielle natur og hvad der gøres for at bevare det.

Til børnene var der sørget for bål så der kunne laves snobrød over ilden. Bålpanden var stillet op på en af bakkerne så der var en helt overdådig panoramaudsigt ud over havet med Tunø og Østjylland i baggrunden.

I alt mødte ca. 18 mennesker op og fik en fantastisk dag ud af det i det gode vejr og det smukke landskab.

Søhøjlandet
I Søhøjlandet var arrangementet henlagt til om aftenen. Her havde Skov- og Naturstyrelsen allieret sig med Natur og Ungdom, hvad der gav en ekstra dimension i turen.

Her mødte ca. 40 deltagere op, både børn og voksne.

Vi begyndte med bål og snobrød ved Mossøs bred. Naturkanonen med alle sine underlister blev præsenteret, i alt 216 punkter. Derpå gik turen rundt for at finde elementer i alle underlister.

Sommer over Møns Klint. Foto: Henrik Granat Med lidt hjælp lykkedes det faktisk. ” Jeg vidste at det måske kunne blive svært at finde en af de fisk der er med på den liste, så om eftermiddagen var jeg taget ud og fiske og havde været heldig at fange en gedde – den er på listen, så jeg tog den med,” fortæller biolog Jan Kjærgaard. ”Da vi skar den op var vi så heldige, at der lå en aborre i maven på den, så fiskelisten blev dobbelt repræsenteret”

Derpå fortsatte arrangementet med en tur rundt hvor vi både hørte frøer kvække, så skrubtudse og rødmus foruden træer og buske.

Alle underlister blev efterhånden repræsenteret både dyr, planter og landskaber.

Aftenen sluttede af med en tur rundt og opleve flagermus, en overset dyregruppe men ganske talrig og hen mod midnat kunne vi så opleve det smukkeste mosekonebryg over engene inden vi sluttede af i mørket nok lidt trætte, men en oplevelse rigere