Ny hundeskov på vej nær Faaborg

10-03-2010

I løbet af 2010 etablerer Skov - og Naturstyrelsen – Fyn en hundeskov i Sollerup Skov ved Faaborg.
Hundeskoven støttes af Miljøministeriets pulje til mere og bedre friluftsliv.

Foto: Anders Hersø Pedersen

En hundeskov nær Faaborg på Fyn har længe været på ønskesedlen for hundeejere i området.

Derfor har Dansk Kennel Klub i forbindelse med Skov - og Naturstyrelsens kampagne "Mere og bedre friluftsliv" foreslået en hundeskov i Sollerup Skov. Skov - og Naturstyrelsen har imødekommet forslaget og bevilget 75.000 kr til projektet, så en ny hundeskov nu er på vej.

Hundeskoven placeres ved Odensevej, og den bliver lige så stor som ca. 8 fodboldbaner. Hundeskoven hegnes ind, og der etableres en lille P-plads ved den, så der er let adgang. Styrelsen forventer, at hundeskoven er færdig i løbet af 2010.