Brunst og brøl i Rold Skov

21-09-2010

Det er lige nu kronvildtets brunst kulminerer. Hjortens brøl kan høres flere kilometer væk, så en aftentur selv på offentlig vej gennem skoven kan være en oplevelse.

Kronvildt - foto Naturstyrelsen

Danmarks eneste storvildt på larmende frierfødder

Det er lige nu kronvildtets brunst kulminerer. Fuldmåne, klart og stille vejr er en optimal scene til at opleve, når Danmarks største vildtart dropper sin skjulte tilværelse og brøler sine trusler til rivalerne mod månen. Brølene har også til formål at tiltrække brunstige hinder, og lyden er disses første chance for at vurdere en evt. kommende partner. Brølene afbrydes af udfald mod andre hjorte, der kommer for nær flokken af hinder, som den stærke hjort efterhånden samler. Kun sjældent kommer det til en direkte styrkeprøve, kamp gevir mod gevir. Normalt giver brøl, trusler og udseendet en afklaring af styrkeforholdet.

Hertil kommer naturligvis at hjorten skal passe hinderne op, gøre sig til - og så naturligvis selve parringerne - så det er ikke så sært at kronhjorten taber op mod en tredjedel i vægt under brunsten. Græsning er der ikke meget tid til.

Oplev et af naturens dramaer i Rold Skov

Fra nu og frem til midten af oktober kan du i Rold Skov høre og med lidt held se de store hjorte. Det nemmeste er at køre en aftentur i bil på en af de offentlige veje, der krydser skoven, stå ud og lytte. Husk at der ikke er adgang til de private dele af Rold Skov efter solnedgang, så hold dig på vejen. Omkring solnedgang kan man være heldig i kikkert at opleve noget af det fascinerende skuespil. Gode steder er Hobrovej (180) ved Tveden, Haverslevvej og Torstedlundvej, Møldrupvej og Blåkildevej.

I statsskoven er der adgang overalt døgnet rundt, så hvis du har lyst til i skumringen at liste dig ind på en brølende hjort, så er det her det foregår. Især i den sydlige del, i Hesselholt Skov, er der en del kronvildt. Bevæg dig forsigtigt, pas på at have vinden mod dig - og hold respektfuld afstand til de store dyr. Husk al færdsel i skoven er på eget ansvar.