Vildhestefødsel set for første gang

20-09-2010

Søndag formiddag d. 19. september var der besøg hos de vilde heste på Sydlangeland. De besøgende fik en helt speciel oplevelse.

Det nye føl er et halvt minut gammelt. Foto: Allan Gudio Nielsen

Naturvejleder fra Fugleværnsfonden Allan Gudio Nielsen havde om formiddagen en guidet tur, og her så han pludselig en hoppe, der stod lidt mærkeligt. ”Først tænkte jeg, at den måske var ved at tisse, men da jeg kom nærmere, så jeg at hoppen faktisk var ved at fole. Selve folingen gik ekstrem stærkt: Føllet var på benene og i gang med at die på under et halvt minut” .

Udover at være naturvejleder er Allan også naturfotograf og heldigvis havde han sit kamera med den dag.

Skovløber og Naturvejleder John Theilgaard der har med hestene at gøre til hverdag fortæller: ” Vi har igennem årene fået op imod 100 føl og der har været hundredtusindvis af mennesker forbi for at se flokken. Alligevel er der, så vidt jeg ved, aldrig nogle der tidligere har set en foling hernede, ikke engang vores opsynsmand har oplevet det. Så de besøgende har virkelig været heldige!”

Hvis du skulle have lyst til at se det nye føl og de andre 55 heste, så er der rig mulighed for det. Der er nemlig fri adgang ind i hegningen hele året og så er det er nemt at finde, bare kør så langt sydpå du kan komme på Langeland.

Yderligere information:
Skov- og Naturstyrelsen – Fyn
Skovløber og naturvejleder John Theilgaard
21 21 23 83

Læs mere om De Vilde Heste