Flot belønning til stædige stjernekiggere

09-09-2010

Der var flot tilstrømning til Dark skies arrangementet på Bulbjerg. Godt 60 personer havde valgt at tro på meldingerne om, at der ville blive hul i skyerne ved 21-tiden.

Som en af deltagerne optimisitisk sagde da vi mødtes på p-pladsen "vi ser ikke skyerne, kun hullerne imellem dem".

Anders Eisum fra Astronomiske Selskab( til venstre !!) byder velkommen i læ for vinden.

Og ganske rigtigt. ! Efter en langsomt start, hvor først Sommertrekanten viste sig, kom Jupiter langsomt op i øst og så begyndte stjernehimlen at folde sig ud.

Efter kl. 2130 blev det bare bedre og bedre; Vega, Lyren, M31 og endnu mere Jupiter, nu med tydelige måner, Cassiopaia m.m. og en flot Mælkevej.

De medbragte kikkerter kom til deres ret og mange blev imponerede over, hvor meget man rent faktisk kan se med en almindelig stærk håndkikkert ... når køen ved Anders Eisums stationære stjernekikkert blev lang.

Den høje placering på Bulbjerg gav også et fint indblik i begrebet lysforurening, idet lyset tydeligt kunne ses over Hanstholm og Thisted i det fjerne, hvor vandtårnet og sendermasten i Skinnerup satte lidt rød kulør på nattebilledet ligesom de mange skibe i læ af Norge gav seancen et tydeligt indtryk af trafikken i Skagerak.

For de kaffetrængende var der kaffe og varme i bunkeren og i flagermuselygternes skær viste Anders Eisum forskellige Astronomi bøger og forklarede venligt men bestemt forskellen på Astronomi og Astrologi;  det første er baseret på strengt videnskabelige fakta, hvor det andet også inddrager troen på mere mellem himmel og jord.

Hertil bemærkede en af deltagerne tørt "Ja, men da vi alle stod på Bulbjerg kl. ni var vi nok mest drevet af en tro på at se stjerner fremfor en 100 % vished" !

Tak til alle for fremmødet og tak til Anders Eisum fra Astronomisk Selskab