Vinteren generer stadig Bornholms skove

13-05-2011

Vinteren ramte Bornholm så voldsomt, at sporene endnu præger Naturstyrelsens skove på øen. Sneen knækkede nemlig så mange grene og træer, at det stadig er svært at komme frem på en lang række skovspor og stier. De regulære skovveje er derimod ryddet.


Vinteren ramte Bornholm så voldsomt, at sporene endnu præger Naturstyrelsens skove på øen. Sneen knækkede nemlig så mange grene og træer, at det stadig er svært at komme frem på en lang række skovspor og stier. De regulære skovveje er derimod ryddet.

Det oplyser Naturstyrelsen Bornholm.

Motorsave og kratryddere er i fuld gang, men alligevel vurderer Naturstyrelsen, at man først har ryddet alle spor og repareret alle faciliteter til publikum ved årets udgang.

”I denne tid blomstrer de grene, der ikke er knust under snemasserne, og forårsblomsterne forsøger at komme frem i et mylder af knækkede grene. Overalt kan man se, at slåenkrat og tjørn har mistet deres fulde højde, fordi de har været trykket ned af sneen. Så i år er det ikke forkert at sige, at vinteren varer lige til pinse,” siger naturformidler Conny Ogareck, Naturstyrelsen Bornholm.

Voldsomt snetryk
Fra sidst i november 2010 væltede sneen ned over Bornholm. I løbet af kort tid blev hele øen svært fremkommelig. Vindstille vejr fik sneen til at lægge sig tykt og tungt på grenene - i stedet for blæse ned på jorden. Det voldsomme snetryk blev for meget for mange træer og buske, der enten fik brækket grene, knækkede eller væltede. Skaderne blev forstærket af, at skoven mange steder soppede med rødderne i vand efter et meget vådt efterår.

Først i midten af april, da anemonerne stod i fuldt flor, forsvandt den sidste sne på Bornholm.

Se billeder fra skoven

Yderligere oplysninger:
Conny Ogareck, naturformidler, Naturstyrelsen Bornholm, 72 54 31 39.