Endelig agern igen

18-11-2011

Efter flere golde år med næsten ingen agern på egetræerne tegner 2011 til at blive et godt frøår.


Frøhøst. Foto:NST

Efter flere golde år med næsten ingen agern på egetræerne tegner 2011 til at blive et godt frøår.

Naturstyrelsen har foreløbig høstet 5.500 kilo agern – nok til mere end 550.000 nye små egetræer.

- Det er godt nyt for fremtidens skove, at der nu igen er gode danske agern på lager. Danske frø er bedre end udenlandske, fordi de giver træer, der er tilpasset det danske klima. Desuden giver vores egne gamle egetræer en utrolig flot stammeform videre til næste generation, siger frøforvalter Henrik Gade Knudsen, Naturstyrelsen.

Stort set hele agernhøsten kommer fra egetræer i Stenderup Skovene ved Kolding. Netop her findes særligt velformede træer, som er udvalgt til frøavl. De øvrige steder i landet, hvor Naturstyrelsen har udvalgt frøtræer, har egetræerne ikke båret mange agern i år.

Det er formentlig den helt rigtige cocktail af lokal temperatur, sol og regn i sommerperioden, der har udløst den rigelige blomstring på egetræerne ved Kolding. Desuden har man været forskånet for alvorlige insektangreb. Detr er fem år siden, der sidst er høstet agern i Stenderup Skovene.

Vestskoven får flere ege
De agern, der ikke bliver sået med det samme, bliver renset tørret og lagt på køl, så de er klar til foråret. Her vil en del af frøene blive solgt til planteskoler, mens andre bliver sået, hvor åbne arealer skal forvandles til skov. Naturstyrelsen sår blandt andet 3.700 kilo agern til ny skov i Vestskoven.

Ud over agern fra egetræer, er der blandt andet høstet 2500 kg bøgefrø (bog), 100 kg ahornfrø, 65 kilo douglasgranfrø, og 2500 kilo frø fra ædelgran. En del af frøene vil blive lagt på lager til kommende år. For mange skovtræarter kan der gå op til ti år mellem de gode frøår.
Yderligere oplysninger:
Frøforvalter Henrik Gade Knudsen, Naturstyrelsen, tlf.: 7254 3285