Ida Auken kårede årets mountainbiker

23-11-2011

Pump cyklen og kør en tur ud i det grønne – blå, røde eller sorte - de 10 bedste mountainbikeruter har fået farver.

MTB-rutekort med farve efter sværhedsgrad. Grafik fra hjemmesiden.

Pump cyklen og kør en tur ud i det grønne – blå, røde eller sorte! Miljøministeriets 10 bedste mountainbikeruter har fået farver ligesom skiløjper. Annika Langvad. Foto: Wikimedia Commons

Miljøminister Ida Auken uddelte i aftes Danish Bike Award-prisen til årets bedste mountainbikerytter i Cirkusbygningen i København. Vinderen blev Annika Langvad.

Samtidig lancerer Miljøministeriet en ny hjemmeside: De 10 Spir, med de bedste mountainbikeruter i statens skove. Til hver rute er der kort, højdeprofil, længde og farve efter sværhedsgrad. Se den nye hjemmeside

- Der findes ikke en cykel, der tager dig tættere på naturen end mountainbiken. Jeg håber, at de 10 spir kan inspirere endnu flere danskere og turister til at komme ud over sten og rødder på landets mange skovspor og smukke naturruter. Nu har vi oven i købet givet ruterne farver på nye kort, så det bliver nemmere vælge en, der passer, siger miljøminister Ida Auken.

Blå moutainbikespor er lette, røde spor er middel og sorte spor svære. Orange ruter svarer til sværhedsgraden ekstrem – og bør kun bør benyttes med fuldt sikkerhedsudstyr.

Over hele landet
Bestiger man alle 10 spir, er der lagt op til meget forskelligartede naturoplevelser. Man kommer over klipper på Bornholm, af smalle skovspor nord for København og langs sandede klitter ved Vesterhavet.

De 10 områder med mountainbikeruter ligger i Rold Skov, Almindingen, Klosterheden, Klinteskoven, Hareskoven, Svinkløv Klitplantage, Nordskoven, Blåbjerg Klitplantage, Bidstrup Skovene og Store Dyrehave/Tokkekøb Hegn.

I alt findes der mere end 40 mountainbikespor med en samlet længde på 350 kilometer i vores statsskove. Mountainbiking er en af de hurtigst voksende motionsformer i Danmark. Der er i dag hen ved 3.000 medlemmer i de danske mountainbike-klubber. Men langt flere dyrker sporten blot ved at finde cyklen frem og tage i skoven, lige når det passer ind i ens hverdag.

Yderligere oplysninger:
Specialkonsulent Ulrik Schack, Naturstyrelsen, tlf.: 72 54 21 01,
Pressemedarbejder Signe Vestergaard, Miljøministeriet, tlf 22 50 90 29,