Sjælden ugle i skovene på Nordsjælland

25-11-2011

Nordsjælland er blevet mål for en lille invasion af Europas mindste ugle.

Spurveugle. Foto: Frank Desting

Nordsjælland er blevet mål for en mindre invasion af den sjældne spurveugle, der ikke sædvanligvis findes i den danske natur.

Naturstyrelsen har observeret flere eksemplarer forskellige steder på Østsjælland. Blandt andet omkring Mølleåen og Rådvad og i Kongelunden på Amager. I alt er der set omkring 30 spurveugle i Danmark indtil nu, og det er tæt på rekorden fra år 2000, hvor der i hele sæsonen blev observeret 42 ugler.

Spurveuglen er en af verdens mindste ugler - den mindste i Europa. Den er på størrelse med en solsort, men går ikke af vejen for bytte, der er på sin egen størrelse. Man har se spurveugler nappe en stor flagspætte, som den er i stand til at fange i flugten. Spurveuglen er ikke kræsen. Ud over en masse mus, spiser den også krybdyr og insekter. Det skarpe blik kræver lys, så uglen jager om dagen i modsætning til mange andre ugler.

Invasionen på Sjælland kommer, fordi spurveuglerne har haft rigtig gode forhold i Sverige, hvor de er udbredte. For at finde føde har flere af dem taget turen over Øresund.

Yderligere oplysninger:
Naturvejleder Jes Aagaard, Naturstyrelsen, tlf.: 7254-3162