Hundesnoren skal igen frem på stranden

11-04-2012

Hundesnoren skal igen finde sammen med hundehalsbåndet, hvis man vil lufte sin hund på stranden.

Foto: Colourbox
Hundeliv. Hunden må stadig gerne komme med på de fleste strande, bare den er i snor.

Kalenderen har passeret 1. april, og det betyder, at der i det næste halve års tid, vil være langt flere gæster på de danske strande. Derfor skal hunden være i snor på stranden fra 1. april – 30. september.

- Folk skal kunne ligge på stranden og nyde sommerlivet uden at blive forstyrret af løse hunde. Derudover er der fugle, der yngler, og sæler på en del af strandene i sommerhalvåret. Og de bliver forstyrret, hvis der løber løse hunde rundt, siger skovfoged Anders Walther Hansen fra Naturstyrelsen i Storstrøm.

Det er baggrunden for, at der skal snor i hunden i sommermånederne på stranden.

Hvis man ønsker at lade sin hund løbe uden snor henover sommeren, er der stadig muligheder. Udover de allerede eksisterende hundeskove har Naturstyrelsen i løbet af vinteren og foråret anlagt nye hundeskove flere steder i landet.

Læs mere om Naturstyrelsens hundeskove

Ingen snor, men fuld kontrol
I hundeskovene kan man lade de firbenede rende frit, hvis man som ejer lever op til et enkelt krav.

- Reglen er meget enkel, man må slippe sin hund, hvis man har fuld kontrol over den. Den må ikke være til fare eller gene for andre gæster eller andre hunde. Hvis hunden vil slås eller virker truende, har man ikke lov til at slippe den i hundeskoven, siger Anders Walther Hansen.

I øjeblikket råder Naturstyrelsen over mere end 150 hundeskove i hele landet og i løbet af foråret åbner endnu flere. Nogle af skovene har særlige aktiviteter for hundene - som agility-lignende baner, mens andre er åbne eller beplantede arealer dedikeret til hundene.

Bøde på 2000 kroner
Alle andre steder end i hundeskovene, skal der være snor på hunden. Bliver man stoppet i almindelig skov med en løs hund, vil man blive meldt til politiet og præsenteret for en bøde på 2000 kroner.

- Tidligere var vi mere pædagogiske, når vi mødte en ejer med en løs hund. Men mange gange gik det sådan, at så snart vi vendte ryggen til, var hunden løs igen. Det har vi prøvet så mange gange, så nu meddeler kort og præcist, det er forbudt, og så skriver vi et bødeforlæg, siger Anders Walther Hansen fra Naturstyrelsen i Storstrøm.

Derfor opfordrer han hundeejerne til at gå en tur i hundeskoven, som ud over at være sjove for hundene også indgår som et vigtigt redskab til at få folk til at holde hunden i snor i andre dele af skoven.

God tur i skoven eller på stranden!

Der er nye hundeskove følgende steder:

Sjælland og Lolland-Falster:

Grønlien skov, Frederikssund

Tune skov, Tune ved Roskilde

Hannenov skov, Falster (åbner 13. maj)

Sandved, ved Fuglebjerg mellem Næstved og Slagelse (åbner forår)

Flakkebjerg, mellem Næstved og Slagelse (åbner forår)

Sludstrup, ved Slagelse (åbner forår)

Kongskilde hundeskov, syd for Sorø (åbner 2. juni)

Højbjerg skov, Korsør, opgraderet hundeskov med friløbsareal i åbent terræn og aktivitetsredskaber til hunde (åbner 28. april)

Jylland:

Tønballe Naturskole, Snaptun øst for Horsens

Tapsøre Skov, mellem Kolding og Christiansfeld

Juelstrup Sø, Støvring (åbner midt i juni)

Nordre Fælled, Randers, udvidet fra 34 ha til 140 ha

Drastrup Skov, Frejlev by syd for Aalborg (åbner midt i juni)

Bornholm:

Hareløkkerne i Almindingen, ny friløbshegning

Blykobbe Plantage, ny friløbshegning