Kampen om arterne rasede i Avnø

31-08-2012

Artsregistreringsprojektet BioBlitz ved Avnø Fjord opsnusede knapt 600 arter på et døgn.

Udstyret med fiskenet, spande, fangstredskaber og lygter deltog mere end 300 skoleelever, lærere og familier i en såkaldt BioBlitz på halvøen Avnø ved Vordingborg.


Grønt laboratorium. Man skal tæt på, når naturen skal udforskes og arter registreres. Foto: Naturstyrelsen

Mellem klokken 09.00 fredag 17. august og lørdag eftermiddag klokken 14.30 lykkedes det Avnøs BioBlitz at registrere knapt 600 arter. Det svarer til omkring 20 procent af det antal arter, der angiveligt findes i området.

En BioBlitz er en særdeles grundig jagt på alle de dyre- og plantearter, der findes i et område. Målet er dog ikke at bruge dyrene og planterne som trofæer, men blot at registrere dem.

- Jeg er utrolig godt tilfreds med, at vi fik fundet så mange dyr, fugle og planter. Men især antallet af fundne arter inden for fugle, planter og natsværmere var imponerende. Vi fandt desuden to arter af flagermus, som vi ikke vidste, vi havde her ved Avnø, fortæller naturvejleder Kari Hald fra Naturstyrelsen.

Efter BioBlitzens artsregistrering kan Avnø derfor prale af at have både langøret flagermus og troldflagermus flyvende rundt i området ved det gamle flyverkontroltårn, som er Avnøs vartegn, og som i dag fungerer som naturcenter og naturskole i et samarbejde mellem Naturstyrelsen og Næstved og Vordingborg kommuner.

Naturkærlige nørder
Med ud i det skønne naturområde ved Avnø Fjord, som er et internationalt beskyttet område (et såkaldt Natura 2000-område), havde børn og voksne selskab af naturvejledere og dygtige fagfolk kærligt kaldet ”nørder”.

Og det var særligt mødet med disse dygtige entusiaster, der gav børn og voksne de største oplevelser.

- En rigtig nørd er ekspert indenfor sit eget helt specielle, afgrænsede område, og de brænder virkelig for emnet. Det er inspirerende for andre at opleve, og det smitter. Jeg var glad for at se, at der er mange flere nørder på vej, der har interesse for naturvidenskab. Der var i hvert fald masser af nysgerrige unge mennesker på Avnø, og den interesse for naturen og miljøet, skal vi gerne have dem til at tage med ind i voksenlivet, siger naturvejleder Kari Hald.

Det er tredje gang, en BioBlitz har fundet sted i Danmark, men BioBlitzen ved Avnø er den hidtil mest omfattende.

Læs mere om Avnø Naturcenter på hjemmesiden


Sødme. Under BioBlitzen kunne man også komme helt tæt på flittige bier og smage honning. Her smager Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen, på bitavler. Ved BioBlitzens afslutning afslørede hun det samlede resultat af døgnets registreringer. Foto: Naturstyrelsen

Mangfoldighedsmarked på en P-plads
På artsjagten natten til lørdag var feltundersøgelserne rettet mod fund af padder som frøer og salamandre. Men lygter, øjne og net blev også rettet mod pattedyr som flagermus, mus, natsværmere og ræve.

Lørdag morgen var det fugle og planter der var i fokus. Om formiddagen kunne man også besøge et mangfoldighedsmarked, hvor de besøgende kunne lære mere om, hvordan man kan få flere arter hjemme på matriklen.

- Det er helt afgørende for at skabe et naturligt miljø med et væld af arter, at alle gør en indsats. Der er meget, man kan gøre hjemme hos sig selv. Man kan plante planter, der tiltrækker fugle og insekter, og man kan sætte fuglekasser op og sørge for, at pindsvinet kan bygge sit bo i et uforstyrret hjørne af haven, forklarer Kari Hald fra Naturstyrelsen.

Insekthoteller og pindsvinebo
På markedspladsen var den lokale planteskole mødt op, og de kunne vise planter frem, der egner sig godt til at fremme biodiversiteten – dyr og planters mangfoldighed.

En anden virksomhed fremviste specielle produkter såsom et mariehønebo, en pindsvinekasse og nøddeautomater til egern. Og med hjælp fra Næstved Naturklub og lokale naturvejledere kunne de fremmødte bygge deres eget insekthotel.

På markedspladsen var der også mulighed for at smage honning fra Avnø og komme helt tæt på bistaderne og bierne, og man kunne få gode råd og information fra grønne organisationer som Danmarks Naturfredningsforening (DN) og Dansk Ornitologisk Forening (DOF).

Læs mere om BioBlitz på hjemmesiden


Bioliv. Biodiversiteten - dyr og planters mangfoldighed - kan styrkes hjemme på matriklen med de rette planter, buske og træer. Foto: Naturstyrelsen.


Øjenåbner. I naturcenteret kunne man se nærmere på insekter og andet småkravl. Foto: Naturstyrelsen