Fiskeørne har fået unger i Gribskov

31-07-2012

Som et af de få steder i Danmark yngler to fiskeørne i Gribskov.

Et fiskeørnepar etablerede sig sidste år i Gribskov. Nu er der unger i reden.

Foto: Per Ekberg Pedersen
Byggeri.
Den ene af de voksne fiskeørne igang med at bygge reden i Gribskov sidste sommer. Foto: Per Ekberg Pedersen.

Sidste sommer begyndte to fiskeørne at bygge rede i toppen af en udgået rødgran i Gribskov.

Og efter at været fløjet sydpå til Afrika vinteren over for igen at vende tilbage til reden i foråret har reden nu fået to nye beboere.

Det er to små fiskeørneunger, som er et forholdsvis sjældent syn i Danmark.

Hold fortsat afstand
Da nyheden om fiskeørnenes tilbagevenden i foråret kom, valgte Naturstyrelsen at afspærre området med reden, for at ørene kunne få fred til at yngle.

Området omkring Vandmosen har været lukket af siden 1. april og åbner igen, når fiskeørnene forventes at trække sydpå omkring 15. august.

Når området igen åbner kan man komme helt tæt på og nærstudere reden, men indtil da, kan man betragte ungerne fra den gamle bøgebevoksning i Gribsø Bakker.

Vender sandsynligvis tilbage
Det herboende fiskeørnepar fanger deres føde i Store Gribsø, Strødam Engsø og Solbjerg Engsø.

Med sit skarpe syn står den stille i luften 20-30 m over vandet og udser sig en fisk, hvorefter den styrtdykker ned, og lige inden den rammer vandet, sætter den benene ned med kløerne fremme, så den kan gribe fat om fisken.

Hvis der er føde nok i området, plejer fiskeørnen at vendte tilbage til samme rede år efter år.

Danmark har fra 1994-2011 kun haft et ynglepar, som har fået 15 flyvefærdige unger. I 2011 var der tre ynglepar, hvoraf to var i Jylland.

Se det afspærrede område i Gribskov på kortet.

Se redens placering og stort kort her