Kage og kniv for en mårhund

24-05-2012

Naturstyrelsen belønnede i dag seks vestjyder for deres indsats mod den invasive art mårhund.


Mårhundejægere. De seks knivmodtagere: Siddende fra venstre har vi Peder Bendsen, Iver Iversen Klit og Niels Erik Jørgensen. Stående fra venstre: Kim Spanggaard, Tommy Henriksen og Leif Møller.

Naturstyrelsen belønnede i dag seks vestjyder for deres indsats mod mårhundene, der er en trussel mod værdifulde dele af den danske natur.

De seks herrer blev præmieret for, at de alle har fanget og indleveret levende mårhunde til Naturstyrelsen. Styrelsen har GPS-mærket mårhundene og sat dem ud som såkaldte Judas-dyr, der kan opspore og forråde en ny mage.

Læs mere om indsatsen mod mårhund

Svensk jagtkniv som gave
Arbejdsmetoden med Judas-dyr bliver udviklet i et fællesnordisk projekt, som er støttet af EU's LIFE midler. Derfor blev de seks mårhundefangere begavet med en avanceret, svensk jagtkniv med EU's LIFE logo.

Til at skære i frembragte Naturstyrelsen ligeledes en kagemand, der havde visse ligheder med en mårhund.
Niels Erik Jørgensen fra Kloster ved Ringkøbing Fjord er en af de seks. Han har fået sin præmie for at fange adskillige levende mårhunde.

- Det begyndte i februar sidste år, hvor vi var fire, som var på gravejagt efter ræve ved Vest Stadil Fjord. Her stødte vi på to mårhunde. Den ene blev skudt, men det lykkedes at fange den anden, som blev den første mårhund, som Naturstyrelsen satte ud med GPS, fortæller Niels Erik Jørgensen, der blev bidt af mårhundejagten, som han i dag bruger omkring 30 timer på om måneden.

- Jeg satte mig jo ind i, hvad mårhunden kan betyde for naturen. Derfor vil jeg gerne lægge nogle kræfter i at få den væk fra områderne her. Det er naturinteressen og ønsket om at bevare den følsomme fauna i området, der driver det for mig, siger Niels Erik Jørgensen, der siden de første fangster sidste år er blevet certificeret mårhundereguleringsjæger under Danmarks Jægerforbund.

Judasdyr finder 23 mager
Som led i et samarbejde mod mårhunden har Danmarks Jægerforbund og Naturstyrelsen uddannet i alt 14 mårhundereguleringsjægere, der deltager aktivt i indsatsen mod mårhunden.

I alt har judasdyrene på godt og vel et år fundet frem til og forrådt 23 mager. Magerne er enten aflivet eller genudsat som nye judasdyr.

Læs mere om mårhund i artsleksikonet