Ulvelignende dyr fundet dødt

19-11-2012

Et ulvelignende dyr er fundet dødt i Hanstholm Reservatet i Thy.

Et ulvelignende dyr er fundet dødt i Hanstholm Reservatet i Thy.


Udvisket. Meget tyder på, at det ulvelignende dyr, der ses til højre i arkivbilledet, nu er fundet dødt. Foto: Privat.

Det døde dyr, som er fundet i Hanstholm Reservatet i Thy, er med stor sandsynlighed det dyr, der de seneste uger er blevet offentliggjort en række billeder af, og hvor spekulationerne er gået på, at der kunne være tale om en ulv.

Dyret blev fundet af Naturstyrelsens medarbejdere i forbindelse med, at en ansat så på billeder fra de vildtkameraer, som Statens Naturhistoriske Museum og Naturstyrelsen har sat ud for at få bedre billedmateriale af dyret.

- Vi ved endnu ikke, om der er tale om en ulv. Det skal vurderes af eksperter, men den ligner fuldstændig dyret fra de forskellige billeder, som har været i medierne. Dyret er helt udmagret, så vi formoder, at den er død af sult, men vi skal have det undersøgt nærmere, siger Naturstyrelsens vildtkonsulent i Thy, Tommy Hansen.

Et af kameraerne var opstillet tæt på det sted, hvor dyret første gang blev observeret. Omkring hundrede meter fra  kameraet lå dyret dødt.

Det døde dyr har sandsynligvis været død i op til en uges tid, da det allerede var gået i delvis forrådnelse.

Center for Vildtsundhed skal undersøge dyret
Det kan allerede nu konstateres, at der er tale om en han og efter tandsættet at bedømme, er der tale om et ældre dyr.

Det ulvelignende dyr bliver nu overdraget til Center for Vildtsundhed i København, der skal artsbestemme og undersøge dyret nærmere.

Centret har meddelt, at der går op til en måned, før resultatet af undersøgelserne ligger klar.

Yderligere oplysninger:
Vildtkonsulent Tommy Hansen, Naturstyrelsen i Thy, tlf.: 2222 1671
Skovrider Ditte Svendsen, Naturstyrelsen i Thy, tlf.: 2222 1670