Danmarks nye planlov er en realitet

04-04-2013

Bred opbakning i Folketinget sikrer vedtagelsen af den nye planlov.

Med opbakning fra Enhedslisten og de Konservative blev planlovsændringen i dag vedtaget. Den nye planlov gør op med særregler og giver nye muligheder i landdistrikterne.


Byliv. Levende bymidter i de mindre og mellemstore byer har været et af målene med de nye planlovsændringer. Foto: Ole Akhøj.

Kysterne skal forblive åbne kyster, og der skal være gode muligheder for udvikling i de vanskeligst stillede områder i Danmark.

Det er to af hovedelementerne i den ændring af planloven, som regeringen med opbakning fra Enhedslisten og de Konservative i dag har vedtaget.

- Nu får kommunerne igen bedre mulighed for at planlægge, samtidig med at vi tilgodeser vores vigtigste naturområder. Vores natur og særligt kysterne er en af hovedårsagerne til, at turister vælger at holde ferie i Danmark. Derfor skal vi værne om det åbne landskab og beskytte vores kyster, så det kan bevares som grundlag for at skabe ny vækst i for eksempel turismeerhvervet, siger miljøminister Ida Auken.

Planlovsændringen ophæver en række særregler for 29 kommuner, som har haft ekstra mulighed for at give tilladelse til byggeri inden for kystnærhedszonen med miljøministerens tilladelse.

- Det er fornuftigt at ændre reglerne, så alle kommuner i vanskeligt stillede landdistrikter får lige mulighed for at skabe vækst og beskæftigelse. Derudover har vi sat et arbejde i gang for at lave en såkaldt solnedgangsklausul, der sikrer en fastsat levetid på ekspropriationer i henhold til planloven. Det sker for at styrke borgernes retssikkerhed, så de ikke stavnbindes til deres ejendom i årevis, fordi kommunens planlægning trækker ud, siger miljøordfører for Det Konservative Folkeparti, Vivi Kier.

- Det er vigtigt med en levende bymidte med et varieret butiksliv, så man ikke suger alt liv af byerne, Vi skal sikre, at der også i de tyndtbefolkede områder er korte transportafstande til indkøbsmuligheder, siger miljøordfører for Enhedslisten, Per Clausen

Samtidig får alle kommuner mulighed for at tillade mere erhverv og bebyggelse på en række områder. Det kan for eksempel være et ønske om at indrette boliger i en gammel skole eller produktionsvirksomhed i et nedlagt mejeri.

Mobildækning fra Gedser til Skagen
Med den nye planlov bliver det lettere at opsætte mobilantenner i landzonen, og det kan bane vejen for bedre dækning, hvor mobilnettet i dag er hullet.

Fremover kan teleoperatører sætte mobilantenner op på siloer, skorstene eller eksisterende master uden at skulle søge landzonetilladelse hos kommunen først.

- Hvis yderområderne i Danmark skal være attraktive for erhvervslivet skal mobiltelefonerne hverken skratte eller falde ud, når ordrerne skal landes. Derfor gør vi det nu enklere for mobilselskaberne at sætte antenner op på velegnede bygninger, så også yderområderne får bedre mulighed for god mobildækning og -bredbånd, siger miljøminister Ida Auken.

Den nye planlov er vedtaget i dag, og kan læses her.

Yderligere oplysninger:
Kontorchef Sanne Kjær, Naturstyrelsen, tlf.: 7254 4722, e-mail:
Pressemedarbejder Lasse Perrild-Mathiasen, tlf. 9136 5854, e-mail: