Kommuner knokler for klimatilpasningen

13-12-2013

Klimalokalplaner er godt på vej over hele landet.

Regn. Kommunernes klimalokalplaner er godt på vej. Foto: Colourbox.

I løbet af få måneder vil alle kommuner have en klimatilpasningsplan. Miljøministeren er klar med digitalt kort, der viser status i hele landet.

Har din kommune styr på klimatilpasningen? Det kan danskerne nu få svar på ved at klikke ind på et nyt digitalt kort, der viser, om kommunen er færdige med deres første klimatilpasningsplan.
De nye klimatilpasningsplaner er kommunernes strategi for, hvad og hvor meget de vil gøre for at undgå oversvømmelser.
- Det har været en kæmpe øvelse for kommunerne at lave de meget vigtige planer for første gang. Jeg er virkelig glad for, at de har taget så åbent imod opgaven, og jeg ved, at mange kommuner har lavet et endnu større stykke arbejde, end der var lagt op til. Det viser, at der lokalt bliver taget ansvar for at undgå fremtidige oversvømmelser, siger miljøminister Ida Auken.
På det nye kort kan man se, hvilke steder planen er i høring eller vedtaget, hvor den bliver vedtaget i første kvartal af 2014, og hvor den bliver vedtaget i 2. kvartal.
De 14 første planer har været i høring, og inden nytår vil yderligere 45 kommuner have sendt et forslag til klimatilpasningsplan i høring. 24 kommuner følger efter i 1. kvartal af 2014, mens resten følger senere. Planerne skal i udgangspunktet være klar til at sende i høring inden udgangen af 2013.
- Jeg vil ikke være politimand endnu overfor de kommuner, som er en smule forsinket. De kan ønske, at planerne skal forelægges de nye byråd. Det vigtigste er at få alle med, så vi får klimasikret kommunerne, siger Ida Auken.

Rejseholdet takker af
For at hjælpe kommunerne på vej med de nye planer sendte miljøministeren i 2012 et rejsehold ud til kommunerne, som skulle hjælpe og vejlede med den nye opgave.
Alt i alt 2/3 af kommunerne har haft besøg af rejseholdet, og stort set resten har mødt det på større møder.
- Hele tanken med rejseholdet har været at give kommunerne et godt udgangspunkt og ikke bare give dem en ny opgave og så lade dem sejle deres egen sø. Det, synes jeg, giver god mening, og rejseholdet har også været en kæmpe succes, siger Ida Auken.
Se kortet på klimatilpasning.dk