Naturstyrelsen viser katastroferne frem

12-12-2013

Naturstyrelsen giver nu mulighed for stormturisme til de hårdest ramte områder i Vestjylland.

Naturstyrelsen tilbyder nu særlige ture ud i nogle af de skovområder, som blev ramt hårdest af stormen Bodil.


Interesse. Mange er nysgerrige efter de store, vestjyske stormskader. En af Naturstyrelsens naturvejledere viser besøgende til rette i klosterheden. Foto: Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen fraråder generelt besøgende i skovene at færdes blandt de væltede træer, men i Vestjylland kan man komme på guidet tur midt i de værst ramte områder.

Stormen tog særligt hårdt fat i Vestjylland, hvor middelvindene kom op på orkanstyrke. Særligt plantagerne i Stråsø og Fejsø sydvest for Holstebro blev rusket så hårdt, at store skovområder blev fældet fuldstændig, og stormen Bodil endte med at give de største stormskader i de vestjyske plantagers nyere historie.
-For vores skov er det flere steder en katastrofe, at så mange træer er væltet. Men samtidig er det jo et ekstremt fascinerende naturfænomen, når en hel skov lægger sig ned. Vi mærker tydeligt, at de besøgende er nysgerrige på at se skaderne, og det vil vi gerne give dem mulighed for. Derfor har vi valgt at lavede guidede ture, hvor man kan komme af sted med vores fagfolk og derved komme helt tæt på, siger skovrider Thomas Borup Svendsen, Naturstyrelsen.
To arrangementer er planlagt
Indtil videre har Naturstyrelsen planlagt to arrangementer. Ét i Klosterheden Plantage og ét i de mere sydlige plantager i Stråsø og Fejsø.
Her vil styrelsens skovfolk guide gæsterne sikkert rundt i skoven og vise dem konsekvenserne af de enorme stormskader.
-Vi vil gerne vise folk, hvad der egentlig sker, når skoven vælter. Vi vil gerne give dem et indblik i, hvordan man driver en skov, og hvordan vi forholder os til de store ødelæggelser. Og så vil vi gerne vise vores gæster, hvordan naturen reagerer på det, siger Thomas Borup Svendsen.
De to ture er planlagt til weekenden 14.-15. december og forventes at vare 1½ time. Det er gratis at deltage, og der kræves ingen reservation.
Tid: Lørdag 14. december klokken 12.30.
Sted: Klosterheden Plantage, Parkeringspladsen på Fousingvej, 100 meter nord for Fousingvej 10, 7600 Struer.
Tid: Søndag 15. december klokken 12.30.
Sted: Mødestedet er Vind Kirke, Råstedvej 2, 7500 Holstebro.