Data er løs i hundeskovene

29-01-2013


Landets hundeejere nyder som de første godt af, at Miljøministeriet nu stiller sine data frit til rådighed for borgere og virksomheder.

Landets hundeejere nyder som de første godt af, at Miljøministeriet nu stiller sine data frit til rådighed for borgere og virksomheder.

Foto: Colourbox
Datadeling. Naturstyrelsen har gjort data frit tilgængelige, og det er blevet til en app, der guider til nærmeste hundeskov. Foto: Colourbox.

Gode råd er gratis, når Fido skal luftes. Til smartphones kan man nu få en gratis app, der viser vej til nærmeste hundeskov. App´en er udviklet af magasinet "Vi med Hund", men med gratis data leveret af Naturstyrelsen.

Hundeskovs-finderen er det første konkrete resultat af, at miljøminister Ida Auken sidste år besluttede at frigive Naturstyrelsens data om friluftsliv. Siden er endnu flere data fra Miljøministeriet gjort frit og gratis tilgængeligt som led i regeringens strategi om, at offentlige data skal bidrage til vækst - herunder mange af de store samlinger af kort fra Geodatastyrelsen.

- Det er et lille skridt på vej til noget meget stort. Jeg er helt sikker på, at mange virksomheder og iværksættere vil se potentialer i Miljøministeriets kort og data. De frie data skal ud og skabe arbejdspladser og nye initiativer som Hundeskovs-app´en. Den er et godt eksempel på, at en virksomhed skaber værdi, samtidig med at borgerne får mere gavn af vores informationer, siger miljøminister Ida Auken.

Mere nyt på vej
Det er ikke kun hunde, der kan logre over den nye åbenhed. Danskere med lyst til at overnatte under primitive forhold kan også begynde at glæde sig. Om kort tid udsender to unge iværksættere en app, der viser korteste vej til teltpladser og shelters i skovene - også baseret på Naturstyrelsens data på hjemmesiden. Og en virksomhed er ved at udvikle præsentationsvideoer, der tapper oplysninger om natur, så det kan bruges for eksempel af ejendomsmæglere.

Naturstyrelsen har desuden i samarbejde med Visit Denmark udviklet en teknisk løsning, så organisationen direkte kan vise styrelsens oplysninger om friluftsliv på sin egen hjemmeside.

- Vi løser flere ting på én gang: Vi får formidlet en masse informationer om vores tilbud på de fælles naturarealer. Vi giver samtidig private iværksættere mulighed for at skabe vækst på det. Jeg håber, at vi kommer til at se mange spændende eksempler på det i den kommende tid, siger Ida Auken.

Vi med Hunds app kan gratis downloades her