Medaljekamp om bæredygtige bebyggelser starter

22-05-2013

En dansk certificeringsordning giver klare svar på, hvad der er bæredygtigt.

Fokus på fremtidens generationer giver større efterspørgsel på bæredygtige bebyggelser. En ny certificeringsordning afklarer, hvornår et byggeri er bæredygtigt.

Foto: Colourbox
Græs på toppen. Et grønt tag kan være en af midlerne til at opnå et mere bæredygtigt byggeri. Her er det 8-tallet i Ørestaden, som dog er bygget før den nye certificeringsordning. Foto: Colourbox

Guld-, sølv- og bronzemedaljer skal ikke længere kun tildeles løbere, svømmere og andre atleter.

For med en ny certificeringsordning skal bygherrer i fremtiden kunne få et klart svar og bevis på, hvor bæredygtigt deres byggeprojekt er.

Naturstyrelsen har netop evalueret en certificeringsordning, som non-profit organisationen Green Building Council har udviklet. Ordningen er blevet testet på fire store byudviklingsområder i Danmark, som alle forventes at høste medaljer.

Resultaterne fremlægges på en konference i dag.

- Der er kommet et langt større fokus på, at byggerier skal være bæredygtige, både når det gælder klimasikring, sociale og økonomiske aspekter. Der er en reel efterspørgsel fra købere og lejere om, at byggerierne skal være langtidsholdbare og miljømæssige forsvarlige. Det kan gode certificeringsordninger være med at løse, og den netop evaluerede ordning fra Green Building Council er et af flere gode værktøjer, siger kontorchef i Naturstyrelsen, Kåre Svarre Jakobsen.
Og certificeringen af bæredygtige bebyggelser kan også gå hen og blive en god forretning.

- 60 procent af de byområder, verden forventes at rumme i 2030, er endnu ikke bygget. Det betyder, at der ligger en enorm opgave og venter for at sikre, at udviklingen sker bæredygtigt. siger Kåre Svarre Jakobsen.'

45 parametre i ordningen
Resultaterne af evalueringen af certificeringsordningen bliver præsenteret på en konference i dag i Carlsbergbyen. Selve Carlsbergbyen er et af de byggerier, som er blevet vurderet ud fra 45 parametre om bæredygtighed.

Det er blandt andet social struktur, klimatilpasning, energieffektivitet, økonomisk rentabilitet, der bliver målt på.

- Det bliver ganske enkelt klarere, hvad der skal til for, at man kan kalde sig en økoby, når man er blevet certificeret. En god score vil være et oplagt middel til at tiltrække investorer og virksomheder, der er bevidste om deres bæredygtighedsprofil, siger Kåre Svarre Jakobsen.

Bebyggelserne der er blevet evalueret efter den nye ordning er Nordhavn-området og Carlsberg Byen i København, Bryggervejsområdet i Århus samt et relativt stort byudviklingsområde lige udenfor Horsens by. Alle vil få uddelt medalje efter fortjeneste på konferencen.

Læs mere om Redskaber til den bæredygtige by