Mountainbike-bane i Bording er månedens idé

15-03-2013

50.000 kroner er på vej til en flok ildsjæle i Bording.

Hver måned giver Naturstyrelsen et tilskud til at få lavet et friluftstilbud eller en aktivitet i Danmark. Den første, bedste idé er fra Bording i Midtjylland.


Udeliv. I Bording er de kommet et skridt nærmere en spritny mountainbike-bane: Foto: Colourbox.

Danmark skal have sin første friluftspolitik, og den skal danskerne være med til at komme med indspark til.

På ”Idéstorm” på Naturstyrelsens hjemmeside har alle mulighed for i ni kategorier at komme med idéer til, hvordan vi kan få et bedre friluftsliv i Danmark.

En af de mest kommenterede idéer på ”Idéstorm” er netop projektet fra Bording, hvor man gerne vil lave en såkaldt MTB Four Cross-bane (en speciel mountainbike-bane). De vil nu modtage 50.000 kroner i tilskud til at realisere idéen om mountainbike-banen.

En af initiativtagerne, Jacob Thomsen, er slet ikke i tvivl om, at de mange penge fra Naturstyrelsen for alvor kan sætte gang i projektet:

- Det her vil betyde alt. Vi har ingen penge overhovedet, men vi havde en god idé. Men uden penge, så er det sværere at få tingene til at lykkes. Nu kan vi købe materialer og de maskiner, der skal til, for at lave banen.

Banen bliver 2 kilometer lang og bliver en helt unik mulighed for at komme ud at cykle for Bordings og omegns beboere.

- Det er jo ikke alle, der synes, at håndbold, fodbold eller badminton lige passer til dem, og så er det fint, at børn og unge med andre interesser får nogle muligheder for at komme ud at røre sig, og det kræver ikke meget andet end en cykel, siger Jacob Thomsen.

Læs begrundelsen for valget af Bording på "Idéstorms" blog

Rammer hovedet på sømmet
Projektet i Bording er udvalgt som vinder, fordi det vil skabe nye, spændende friluftsfaciliteter i lokalområdet og give børn og unge en masse nye muligheder for at udfolde sig udendørs.

- Det lyser langt væk, at vi her har at gøre med en samling ildsjæle, der er klar til at gøre en mærkbar indsats for børn, unge og andre cykelentusiaster i området. Projektet vil styrke sundheden og gøre friluftslivet lidt sjovere, og så er det en aktivitet, der vil tiltrække mennesker fra hele lokalområdet, siger kontorchef Sara Røpke fra Naturstyrelsen og fortsætter:

Det er med andre ord præcis det, Grøn Velfærd handler om, og det er helt i tråd med regeringens fokus på området. Det bliver spændende at se, hvilke idéer vi får ind de kommende måneder.

Idéstorm fortsætter frem til august 2013, og sidste frist for at dele idéer er søndag 18. august. Derefter vil alle idéer og indspark blive en del af det videre arbejde med at lave en national friluftspolitik for Danmark.

Læs mere om ”Idéstorm” på hjemmesiden

LÆS ARTIKEL: Miljøminister: Alle skal være med til at lave Danmarks første nationale friluftspolitik

Yderligere oplysninger:
Initiativtager Jacob Thomsen, Bording, tlf.: 2258 8654
Kontorchef Sara Røpke, Naturstyrelsen, tlf.: 4178 2039, e-mail: